Verdensklassespillere vinder trofæer

Af David Lamuño Suárez

Historien viser at i de perioder, hvor United har haft verdensstjerner på holdet, så er pokalskabet blevet fyldt godt op, hvorimod der i tider uden de store stjerner i klubben har været langt mellem sølvtøjet.

Efter endnu et transfervindue hvor United atter havde spenderbukserne på, vil denne klummeskribent lave en helt og aldeles uvidenskabelig komparativ analyse af forholdet mellem antallet af verdensklassespillere iført den røde trøje og antallet af Uniteds internationale triumfer. Årsagen er den, at jeg sidder tilbage og savner en verdensklassespiller eller tre på dagens Unitedhold. Der er nemlig en stigende tendens til, at de bedste spillere i verden samles i færre klubber, og det er disse klubber, som kæmper om de store trofæer takket være disse spilleres individuelle kvaliteter.

Da ingen af denne klummes læsere har set United spille før 2. verdenskrig, og Europa Cuppen endnu ikke var opfundet, starter analysen først i 50’erne. Desuden er prædikatet verdensklassespiller flittigt brugt, men svært at måle, og der kan derfor skrives en ny klumme udelukkende om de spillere, som jeg har valgt at inkludere i analysen og ikke mindst om dem, som jeg har udeladt!

50’erne

Enhver Unitedfan får tårer i øjnene, når han eller hun hører navne som Harry Gregg, Roger Byrne, Duncan Edwards, Bobby Charlton og Tommy Taylor. De var alle en del af Busby Babes, og blandt de allerbedste spillere i England i slutningen af 50’erne. På det tidspunkt havde de engelske hold ikke de store muligheder for at måle sig med holdene fra kontinentet, da Europa Cuppen stadig var i sin vorden, og de internationale stjerner især søgte mod enten Spanien (ungarere og sydamerikanere) eller Italien (skandinaver og tyskere).

United blev mestre i sæsonen 1951/1952. Derefter kom ”baby boomet”, hvilket resulterede i yderligere to mesterskaber, nemlig i 1955/1956 og 1956/1957, og United var stadig med i mesterskabskampen da den tragiske ulykke skete. Holdet havde netop kvalificeret sig til semifinalen i Europa Cuppen for mesterhold, og med en lav gennemsnitsalder (starten af 20’erne) er der ingen tvivl om, at United gik en stor fremtid i møde. De Røde Djævle havde uden tvivl været en dominerende faktor i engelsk fodbold i mange år frem, men det er mere tvivlsomt, om holdet havde slået igennem internationalt. Dels var engelsk fodbold blevet pillet ned fra sin piedestal af de magiske magyarer, som i 1953 havde slået England med 6-3 på Wembley, og dels var de latinske hold altdominerende i europæisk fodbold i de år.

60’erne

Starten af 60’erne var naturligvis præget af efterdønningerne fra ulykken i München, men stille og roligt fik Busby bygget (denne gang især ved hjælp af indkøbte spillere samt et ungt geni fra Belfast) et nyt storhold op. Det kulminerede i 1968, da United vandt Europa Cuppen for mesterhold ved at besejre Benfica 4-1 på Wembley efter forlænget spilletid.

Tre spillere repræsenterer mere end nogle andre the swinging sixties, nemlig: The Holy Trinity George Best, Bobby Charlton og Dennis Law. Hver især blev de kåret til Europas bedste spiller i henholdsvis 1964 (Law), 1966 (Charlton) og 1968 (Best). Deres verdensklasse er indiskutabel, og uden dem havde United ikke vundet ”pokalen med de store ører”. Det skal dog for god ordens skyld nævnes, at Law ikke var med i finalen på grund af en skade, og at United kun var en enkelt stor redning fra Alex Stepney fra at tabe kampen, da den sorte panter, Eusebio, var alene igennem i slutminutterne.

Foruden Europa Cuppen for mesterhold vandt United to mesterskaber og en FA Cup i det årti, og retrospektivt må det siges at være alt for lidt, når man kigger på holdkortet i den periode.

70’erne

”Den hellige treenighed” fortsatte med at spille for United i første halvdel af 70’erne, men Charlton og Law havde peaket, og Best havde mest fokus på piger og pints. 68-holdet blev ikke erstattet med nye spillere af samme kaliber med det resultat, at United i 1974 rykkede ned i 2. division. Selv om United vendte tilbage til 1. division (som den bedste række hed dengang) efter bare én sæson, så var det et middelmådigt årti, som ikke indbragte andet en enkelt FA Cup, og hvor de mest eksotiske signings var af irsk eller skotsk herkomst. Hvis mancunians ville se fodbold af international klasse i de år, så måtte de enten sejle en tur over kanalen til Holland eller Vesttyskland eller starte bilen og køre til Liverpool eller Nottingham.

80’erne

En spiller karakteriserer mere end nogle andre United i 80’erne, nemlig Bryan Robson. Robbo er i min optik den eneste verdensklassespiller United rådede over i den periode. Bevares, der var spillere der glimtvis viste internationalt format, fx Norman Whiteside og Ray Wilkins, men over et helt årti rakte det ikke til mere end to sejre i FA Cuppen.

Der manglede ganske enkelt flere verdensklassespillere omkring Captain Marvel, som kunne aflaste ham og tage over, når han var skadet. Det hører dog med til historien, at på det tidspunkt havde udenlandske spillere endnu ikke gjort deres indtog på de britiske øer, og at United ikke kunne deltage i den hedengangne Europa Cup for pokalvindere i sæsonen 1985/1986, idet engelske hold var udelukket fra international klubfodbold på grund af Heysel tragedien.

90’erne

Dette årti indledte og afsluttede United med en europæisk triumf. I 1991 vandt United, uden deciderede verdensklassespillere på holdet, Europa Cuppen for pokalvindere med 2-1 over Barcelona i en kamp, hvor britisk fysik nedkæmpede iberisk teknik. Bevares der var spillere af international klasse, som f.eks. føromtalte 80’er ikon Robson (der nu var en bedaget herre på 34 år), Denis Irwin, Paul Ince og Mark Hughes, men nogen Matthäus, van Basten eller Baggio var der ikke tale om. Op gennem 90’erne vandt United Premier League fem gange og FA Cuppen fire gange, men ude i Europa betalte de dyre lærepenge selv med en dansk verdensklassekeeper og en magisk Eric Cantona som holdets offensive omdrejningspunkt.

Da årtiet gik på hæld, havde Sir Alex endelig fundet den europæiske formel, og hans fledglings havde vokset sig store og stærke. På det hold der, vandt 2-1 over Bayern i Champions League finalen i 1999, var der i min bog mindst en verdensklassespiller i hver kæde, og dertil kommer de karantæneramte Scholes og Keane. Det var dog især samspillet mellem Cole og Yorke, der gjorde dem fremragende, ligesom det heller ikke gjorde Class of 92 dårligere, at de havde spillet sammen siden voksealderen. Det var dog tæt på, at denne gyldne generation ikke havde vundet den største europæiske titel af dem alle, da de skulle helt ind i overtiden, før Bayerns føring blev udlignet, og resten blev historie.

00’erne

I den hjemlige liga fortsatte United dominansen med hele seks mesterskaber (og en enkelt FA Cup) i det nye årtusinde. Mesterskaberne kan deles op i to perioder: De tre første blev vundet i kølvandet af triumfen i 1999, hvor holdets grundstamme forblev nogenlunde intakt, og de sidste tre skyldes ikke mindst Cristiano Ronaldo, som havde udviklet sig til en spiller i verdensklasse, og han blev også fortjent kåret som verdens bedste fodboldspiller anno 2008.

På holdet der i 2008 vandt Champions League finalen over Chelsea – men kun var et brændt straffespark fra at tabe kampen, idet John Terry gled i græsset, da han skulle sparke – var der flere verdensklassespillere i hvert geled, og det er nok det tidspunkt i klubbens historie, hvor der har været den største koncentration. 2008 var i øvrigt også året, hvor United vandt 1-0 over Liga de Quito fra Ecuador og dermed fik papir på titlen verdens bedste klubhold.

10’erne

På samme måde som i 00’erne indledtes årtiet med et par mesterskaber vundet på resterne af mesterholdet fra 2008. Ronaldo var dog allerede forsvundet året efter, og mange af de andre spillere passerede zenit en efter en, uden at de blev erstattet af tilsvarende verdensklassespillere.

På dagens hold er det kun David De Gea, som fortjener prædikatet verdensklasse, hvilket bl.a. illustreres ved, at han er den eneste af Uniteds spillere, som de to spanske mastodonter (eller gribbe om man vil) har været interesseret i de senere år. Forsvaret rummer ingen verdensklassespillere, hvorimod midtbanen (Schweinsteiger) og angrebet (Rooney) indeholder hver en ”has been”. På en god dag er Mata blandt de bedste offensive midtbanespillere i verden, og Memphis og Martial har potentialet til at blive det på sigt.

Konklusion

De årtier, hvor United har haft verdensklassespillere i truppen og ditto managers siddende på bænken, er også de årtier, hvor de største pokaler er blevet sat ind i skabet. Derimod er der længere mellem triumferne i de årtier, hvor sejrene skal i hus ved hjælp af middelmådige spillere. Så hvis der atter skal tilføres sølvtøj til samlingen på Old Trafford, så skal der igen købes spillere fra den allerøverste hylde, hvilket ikke har været tilfældet i de seneste transfervinduer på trods af de eksorbitante summer, der er spenderet på nye spillere.

I syv årtier har United vundet den fornemste europæiske pokal tre gange, og fire gange er en United spiller kåret som Europas (eller verdens) bedste. Personligt synes jeg, det er i underkanten for en klub af Uniteds størrelse. Derfor ser jeg gerne, at van Gaal tilfører en verdensklassespiller til hver kæde; nemlig en midterforsvarer, en krigerisk boks-til-boks spiller med mål i støvlerne samt en angriber med topscorerpotentiale, således vi igen kan hæve pokalerne i kor.

Klummeskribenten er 46 år og medlem af supporterklubbens bestyrelse.