Vi har brug for Mourinho

Af Jonas Heltberg

I sidste uges klumme blev der på fornem vis argumenteret for, at Ryan Giggs i næste sæson skal tage over som træner for Manchester United. Jeg er uenig. Jeg mener, José Mourinho er det oplagte, indlysende valg. Her er min begrundelse:

Manchester United befinder sig i en desperat situation. I tre sæsoner i træk har vi ikke spillet med om mesterskabet. Kvalifikationen til Champions League ser ud til at kikse, ligesom det skete for to år siden.

Hvert eneste transfervindue flopper vi fælt. De allerbedste spillere kan bare ikke lokkes til Old Trafford. I stedet betaler vi overpris for spillere fra næstøverste hylde, og de sportslige resultater bliver derefter.

Denne onde cirkel har til sommer stået på i tre år, og før eller siden vil det kunne læses på den økonomiske bundlinje. Så bliver vi for alvor sat ud af spillet i forhold til de andre store klubber, og så bliver det endnu sværere at kravle op af hullet.

Det er derfor afgørende, at den sportslige nedtur fra næste sæson bliver stoppet. Manchester United skal ansætte en træner, der omgående bringer optimismen tilbage, og som kan tiltrække spillere fra allerøverste, internationale hylde.

En sådan træner går i denne tid rundt og er ledig på markedet. Han har solid erfaring fra Premier League og har vundet mesterskaber i fire forskellige lande. Han har vundet Champions League med to forskellige klubber, og han er vant til at arbejde med verdensklassespillere. Det er selvfølgelig José Mourinho, jeg tænker på.

En ansættelse af Mourinho vil sende et markant signal om, at Manchester United er tilbage på banen. At vi er en storklub, der kan tiltrække et af de allerstørste trænernavne i verden, og som derfor også kan lande nogle af de helt store fisk på transfermarkedet. Med Mourinho ved roret bliver vi interessante – for spillere, medier, sponsorer og fodboldfans over hele verden.

Folk har mange indvendinger mod Mourinho. Det siges, at hans hold spiller kedeligt og defensivt. Magen til sludder! I tre ud af de fem sæsoner, han var træner for Chelsea, scorede de flere mål end Manchester United. I to ud af hans tre sæsoner i Spanien scorede Real Madrid flere mål end selveste Barcelona.

Det siges, at han køber sig til succes og ikke giver unge spillere chancen. Det er der noget om – men er der nogen, som i fuldt alvor tror, at det er Paddy McNair, Jesse Lingard og Will Keane, der skal bringe trofæerne tilbage til Old Trafford? Eller er det netop ikke indkøb af verdensklassespillere, der skal til?

Jeg nærer stor kærlighed til den særlige ånd, der var over Manchester United gennem alle årene med Alex Ferguson. Men jeg tror, vi må være realistiske og erkende, at fodbolden har ændret sig, især på allerøverste niveau. Fodbolden er blevet global. De store klubber trænes af de samme fem-ti toptrænere, der rejser fra land til land, fra den ene klub til den næste.

Det kan godt være, at José Mourinho ikke lige svarer til vores ideal om ”den ægte” Manchester United-træner. Men han rummer lige præcis de kvaliteter, vores klub har brug for her og nu. Desuden er han ledig på markedet og vild efter at blive ny træner for Manchester United.

Det er mig helt ubegribeligt, hvis han ikke får jobbet efter Louis van Gaal (som naturligvis skal fyres senest ved afslutningen på denne sæson).