Vores største rivaler

Af Jonas Heltberg

En arbejderklub i det nordvestlige England, der spiller i røde trøjer og i et par årtier dominerer engelsk fodbold og vinder flere europæiske titler. De er kendt for at spille offensivt og underholdende. To af deres mest legendariske trænere kommer fra Skotland. Deres nedtur starter under en tredje skotsk træner, der slet ikke kan leve op til sine forgængere.

Hvilken klub er der tale om? Det kunne være Manchester United – men beskrivelsen passer også på Liverpool, som vi møder på lørdag.

Måske bliver man upopulær i fanmiljøet, men sandheden er, at Manchester United og Liverpool har ganske meget til fælles. Det, tror jeg, er en af forklaringerne på, at rivaliseringen mellem de to klubber er så stor.

En anden forklaring er, at Liverpool i halvandet årti var nærmest ubeskriveligt gode.

For unge mennesker, der er vokset op i Premier League-epoken, er det måske svært at forstå baggrunden for den stærke modvilje, alle ordentlige United-fans har mod Liverpool. Men for os, der er vokset op med Tipslørdag op igennem 70’erne og 80’erne, var valget enkelt: Ca. halvdelen blev Liverpool-fans, fordi de ganske enkelt var det bedste hold. Den anden halvdel af os grundlagde en livslang modvilje mod de røde fra Beatles-byen, der bare kværnede derudaf og aldrig holdt op med at vinde.

Det kan være svært i dag tydeligt at huske eller se for sig, hvor gode Liverpool var i anden halvdel af 70’erne og op igennem 80’erne. Og det er heller ikke rigtig fedt at tænke på. Men se på tallene: 10 mesterskaber ud af 15 mulige fra 1975-1990. Over en otte-årig periode vandt de Europa Cup’en for mesterhold fire gange. På det område har Manchester United endnu ikke overgået dem, hvad Liverpool-fans sjældent forsømmer at gøre opmærksom på.

Der er mange fællestræk mellem Liverpools dominans i 70’erne og 80’erne og Uniteds dominans fra 1993 og 20 år frem. For Liverpool- og United-fans vil de to perioder stå tilbage, tror jeg, som ”de gyldne epoker”. Jeg tvivler stærkt på, at ét enkelt hold så massivt igen vil komme til at dominere engelsk fodbold over så lang en periode. Nye klubber er kommet på banen, hjulpet på vej af usympatiske ejere og deres alt for mange penge.

Det er irriterende, når nyrige klubber uden sjæl og historie køber sig til det engelske mesterskab, fordi de har en oliesheik eller en oligark i ryggen. Men vi lever med det. For i det store billede er en klub som Manchester City med deres ubetydelige antal mesterskaber jo ikke i nærheden af at være en konkurrent.

Med Liverpool, derimod, er det helt anderledes. De er og bliver den eneste klub i England, der kommer i nærheden af at konkurrere med United om at have de stærkeste traditioner og de fleste sejre. Vi kan ikke fordrage Liverpool, netop fordi vi respekterer dem som en værdig modstander.

Der er nu gået 27 år, siden Liverpool sidst har vundet et mesterskab. Det er vidunderligt, at de har været på så lang en ørkenvandring – der nu er længere end vores egen, der jo ”blot” varede 26 år, fra 1967-1993.

Må deres ørkenvandring fortsætter et par årtier endnu!