Af banen for unge Greenwood!

06. juli 2020
Karina Wulff Harrestrup
Af banen for unge Greenwood!

Foto: Karina Wulff Harrestrup

Der er vist ingen tvivl om, at den spiller, der er på alles læber for tiden, er unge 18-årige Mason Greenwood.

Med endnu en rolle som målscorer – dobbelt målscorer endda - i lørdagens sejr på 5-2 hjemme over Bournemouth, er den unge englænder virkelig ved at slå sig fast på holdet som en af de spiller, der SKAL spille. Og jeg tilslutter mig koret! Jeg er meget imponeret over den unge angriber.

Mason Greenwood har fået enorm ros fra alle sider de seneste kampe, hvor han med sin skarphed, virkelig har vist, hvor farlig og fantastisk en angriber han er. Han er blevet sammenlignet med Robin van Persie i sin måde at spille på – og Van Persie har selv været ude og sige, at han er glad for sammenligningen. Og der er i hvert fald ligheder med den hollandske stjerneangriber i måden Greenwood spiller på. Og det er kun herligt at se!

Unge Mason Greenwood er noget så specielt som to-fodet – en fantastisk evne til at kunne afslutte med begge fødder – og det er kun med til at give ekstra bonus i karakterbogen. Og det giver bonus på målkontoen også.

Indtil nu er det blevet til 15 mål i 41 kampe for United i Greenwoods første sæson på førsteholdet – og med flere kampe endnu, er der da forventninger om, at den målscore sagtens kan passere de 20 mål – når man tænker på, at der stadig er en god del kampe i Premier League – og der er også FA Cup pog Europa League forude.

- The sky is the limit, sagde Ole Gunnar Solskjær forleden, da han skulle sætte ord på, hvor langt Mason Greenwood kan nå. Og uden at jinxe det for meget (det er jo tidligt i hans Manchester United-karriere), så er det, den 18-årige knægt viser, uden tvivl noget, der gør, at man tror på, at Solskjær har ret. Der er enorme forventninger til Greenwood ovenpå hans præstationer på det seneste!! Og jeg tror på, at han kan indfri de forventninger.

En så fremragende første sæson er helt exceptionelt, og det ses meget sjældent. Hvis man sammenligner med Cristiano Ronaldo, så har Greenwood allerede nu scoret dobbelt så mange mål som portugiseren gjorde i sin første sæson på Old Trafford, og med 15 mål er Greenwood lige nu kun et par mål fra at når Wayne Rooneys tal i første sæson i Premier League.

Det er også som om, at de store råb efter at få hentet Borussia Dortmunds 20-årige englænder Jadon Sancho lidt er forstummet de sidste uger. Det er som om, at Greenwood har fået overbevist de fleste om, at han kan være fremtiden.

De flotte præstationer fra Mason Greenwood – sammen med Anthony Martial i absolut knivskarp storform og  Marcus Rashford tilbage efter skaden – til sammen har de tre scoret 55 mål i denne sæson. Dertil kommer en yderst sprudlende Bruno Fernandes, der selv altid er god for en assist eller et mål, og en Paul Pogba, der pludselig er i humør til at spille fodbold gør, at det hele ser meget lovende ud frem mod sæsonafslutningen.

Der skal kæmpes for hvert eneste point, så en top fire – måske top tre – kan sikres, og der ikke skal være nogen tvivl om Champions League-fodbold – som ikke skal afhænge af Manchester Citys udelukkelse og evt. udfald af en appelsag fra dem. Vi har momentum, og vi skal sikre os direkte adgang via top fire.  Jeg tror på den – og det er jeg overbevist om, at de fleste af jer også gør! Lad os krydse fingre for en dejlig afslutning på Premier League!