An Ode to a House

01. november 2022
Morten
An Ode to a House

Foto: Getty Images

Dem, der har set Netflix-serien ”The Watcher”, kan måske regne ud, hvad denne kommentar kommer til at handle om, resten kan måske et tilstrækkeligt engelsk til at kunne regne det ud. Men inden jeg går i gang med min hyldest, vil jeg skrue tiden ni år tilbage, til den Manchester United kamp der har fået mig til at råbe højest.

Det er den 17. August 2013 på Liberty Stadion, hvor Manchester United gæster Michael Laudrups Swansea i den nye sæsons første runde. Jeg så den alene hjemme i min lejlighed på anden sal. Jeg var nervøs, men i det 34. minut kommer der en høj bold ind, som får lov at hoppe i Swanseas felt, og Robin van Persie får flugtet bolden i nettet til en United føring.  Jeg fløj op og råbte ad mine lungers fulde kraft. 

Jeg råbte faktisk så højt, at kunderne på Nettos parkeringsplads overfor kiggede rundt, fordi de undrede sig over, hvad der foregik. Kampen ender 4-1 til United, og Michael Laudrup udtaler efter kampen, så vidt jeg husker, at United bare var for stærke. Realiteten var, at dette var Uniteds første kamp, efter Sir Alex valgte at gå på pension, og mit jubeludbrød kom som en forløsning på den bekymring, som Sir Alex’ pension gav mig. Målet gav mig en følelse af, ja, det skal nok gå. Vi ved alle i dag, at den kamp blev starten på 9 år med flere bekymringer end begejstringer.

Mit jubeludbrød kom jo i bund og grund af kærlighed. Kærlighed til MIN klub. En klub jeg har brug for at hylde. Jeg har været forkælet og er vokset op med titel efter titel. Den ene verdensstjerne efter den anden, og hvor et nederlag var noget, man smilede lidt af, fordi det skete så sjældent. Man vidste, at manageren nok skulle lade de spillere vide, hvad han mente om det nederlag, og så vandt vi de næste 10 kampe. Jeg var forkælet, men jeg var forelsket. Jeg synes, den her klub har fortjent en hyldest. Jeg ELSKER Manchester United! 

Så kort kan det siges. 

Manchester United har givet mig nogle af de største oplevelser i mit liv.

Som så mange andre er min kærlighed til klubben noget, jeg har arvet. Min far var også Manchester United fan, og det var ham der tog mig med til min første United kamp i Parken mod Brøndby og min første tur til Manchester. Jeg husker Champions League aftener og lørdag eftermiddage, hvor hele dagen var planlagt efter, at man kunne sidde foran TV’et i de to timers tid, United var på skærmen. Min Lillebror, far og jeg kunne råbe og skrige, skælde ud og juble. Vi var samlet om en fælles kærlighed, vores første kærlighed (undskyld til min kone). 

Når jeg ser Manchester United kampe i dag, hjælper de mig igennem hårde og til tider stressende dage. Jeg forsvinder i spændingen, i glæden, men også i frustrationen. Manchester United er det eneste hold i verden der kan få mig til det. 

Men hvorfor en hyldest lige nu? Det er 9 år siden den dejlige dag på Liberty Stadion, og var måske der min forkælelse sluttede. To ”større” titler og en Community Shield er det blevet til siden. Man skal nok være glad for det gamle ordsprog om, at kærlighed gør blind, er sandt. Det har været ni meget lange år, og jeg synes faktisk, vi har glemt at hylde vores klub i den tid. Fordi United giver mig stadig samme følelse, som da vi vandt titel efter titel. Jeg forsvinder fuldstændig fra virkeligheden når det handler om United. 

Jeg forsøger at forholde mig objektivt, og jeg kan da også godt kritisere min klub fra tid til anden. Men kærlighed overvinder alt. Jeg er stadig forelsket, og det vil jeg være, til jeg ikke er her mere. Tillad mig også at blive lidt personlig i denne kommentar. Når der sker store forandringer i mit liv, er United en støttepille for mig. Udover min familie har United været noget af det, der har kunne flytte mit fokus til noget mere positivt under negative forandringer. Planlægningen op imod en stor kamp og de timer kampen har varet, har holdt mit fokus på fodbold, og givet mig et afbræk fra de forandringer, der foregik omkring mig. 

Jeg har derfor brug for at sige tak til Manchester United.

I ”The Watcher”, som jeg startede med at referere til, får en skoleklasse en opgave om at skrive en hyldest til et hus, de har set, og som de beundrer. Det kan være et hvilket som helst hus, de går forbi. Jeg lagde mit blik på Old Trafford, og som det sker i serien blev min fascination til en besættelse. Jeg kan ikke slippe den her klub. 

Jeg er optimist for fremtiden, og jeg tror virkelig på at vi er få skridt fra igen at blande os om titlerne. Men det kræver mere tålmodighed. Heldigvis ruster gammel kærlighed aldrig. Vi skal huske at hylde vores klub der har givet os så meget - også i krisetider.