City, Corona og suspendering

14. marts 2020
Karina Wulff Harrestrup
City, Corona og suspendering

Foto: Getty Images

Så skete det … Coronavirussen har ikke bare lukket Danmark og Europa ned, nu er det også Premier League, Champions League, Europa League, FA Cuppen og alt andet fodbold, der er suspenderet. United kommer tidligst i kamp igen i starten af april – og det er allertidligst.

Vi nåede lige at få en dejlig udebanesejr over LASK i Europa League på 5-0 med til at lukke ned på.

Men ØV, er min umiddelbare reaktion selvfølgelig, men det er jo forståeligt nok at man lukker ned. Absolut! Og selvfølgelig skal helbred og sundhedsvæsner komme før fodbold. Liv er vigtigere end sporten!!

Vi kommer til at savne noget fodbold at hygge os med i disse dage, hvor vi alle skal være så meget hjemme som muligt – og fodbolden ville være et rart afbræk fra hjemmearbejde, Corona-nyheder, Netflix, HBO og hvad I ellers fordriver tiden med. At spille for lukkede døre var en mulighed, men flere spillere er allerede ramte, og den fornuftige løsning er at lukke ned!!

MEN jeg må også sige, at jeg var rigtig glad for, at Premier League ikke lukkede ned lige så tidligt som andre ligaer. Simpelthen af meget selviske grunde - for jeg havde nemlig billet til den skønne hjemmekamp mod Manchester City, som vi jo vandt med smukke, smukke 2-0.

Der blev kæmpet for det, Bruno Fernandes spillede – igen – med overblik og autoritet, Fred er simpelthen blevet en arbejdshest på midtbanen, og han var det igen mod City, Brandon Williams kæmpede løs overalt – og fik stående ovationer, da han blev skiftet ud. Der var gode præstationer over hele linjen. Martial fik scoret et fremragende mål på oplæg fra Bruno Fernandes – og så fik Scott McTominay for alvor lukket forestillingen med maner, da han opfangede bolden og sendte den i kassen til allersidst foran Stretford End, der gik helt amok ved 2-0-scoringen.

Der var ingen Coronapanik-stemning på Old Trafford søndag den 8. marts (der var ikke engang håndsprit på dametoilettet …!!!), og stemningen var altså HELT i top.

Min far var med – og han har været med til mange kampe – og han mente absolut, at det var den bedste stemning og lydkulisse, han nogensinde havde oplevet på stadion. Bevares – vi sad også lige mellem spillertunnelen og bænken – ned mod Stretford End, men stemningen var virkelig god, og der var konstant lyd på og massiv opbakning til holdet og Ole Gunnar Solskjær.

Hvis der var panik at spore nogen steder, var det ikke blandt hverken tilskuere eller holdet – men derimod hos Manchester City, som i den grad må sande, at MANCHESTER IS RED!

(Næste kommentar kommer først, når Premier League kommer i gang igen – men vi sørger selvfølgelig for at opdatere Facebook med alle relevante nyheder – og pas på jer selv og hinanden derude indtil da!!)