De Gea – ikke en del af fremtiden

27. september 2022
Jonas Heltberg
De Gea – ikke en del af fremtiden

Foto: Getty Images 

Da jeg sad på en sportsbar i Thorshavn og så Brentford vinde 4-0 over Manchester United, kom det til mig, nærmest som en åbenbaring: David De Gea bliver aldrig den rette mand på målmandsposten. Når United igen får succes og vinder titler, bliver det med en anden mand på mål. 

Det har taget mig mange år at nå til den erkendelse. Jeg har ofte tænkt, at han i nogle svære år for klubben har været en stærk sidste skanse, der har sikret os masser af point med sine redninger. I en tid, hvor så meget andet ikke fungerede, gav det mening, at man holdt fast i ham. 

I dag kan jeg se, at David De Gea simpelthen ikke er god nok, og at han slet ikke passer til Premier League, uanset hvor mange redninger han disker op med. Der er en grund til, at han er gået fra at være førstevalg for Spanien til i dag at være heldig, hvis han kommer med til VM som tredjevalg.  

Brentfords tre første mål illustrerer hans tre store mangler som målmand: 

Først laver De Gea et drop, som ville blive bemærket ved en serie 4-kamp i ungdomsrækkerne. Det kan jo ske for enhver. Ja, men siden VM i 2018 er det sket alt for hyppigt for David De Gea. Det må jo skyldes en form for mental brist, en manglende evne til at koncentrere sig. 

Ved det andet mål spiller han en kort aflevering til Christian Eriksen, som er hårdt presset og mister bolden. Det er nu engang en del af moderne topfodbold, at bolden ofte spilles op fra eget målfelt. Det skal topmålmænd kunne håndtere. Men det kan De Gea ikke.  

Det tredje mål kommer efter et hjørne, hvor bolden heades på tværs tæt inde under mål. Det ligner måske ikke en målmandsfejl ved første øjekast. Men prøv at gense målet og bemærk, hvordan De Gea står klistret til sin målstreg. Forestil dig så, hvordan den bold var blevet håndteret med en Peter Schmeichel mellem stængerne… 

Apropos Schmeichel: I sin selvbiografi One skriver han meget rammende: ”De Gea laver utrolige og mange redninger, men han er reaktiv og ikke en proaktiv spiller. Han står ikke lige bag sin forsvarslinje, klar til at skubbe dem fremad for så selv at hente et højt indlæg. Han forebygger ikke noget og er heller ikke synderlig meget involveret i opbygningen af spillet”.  
 
Ret skal være ret: Efter Brentford-kampen har David De Gea stabiliseret sit spil, og Erik ten Hag har været pragmatisk og tilladt lange udspark, så vi undgår gentagelser af Brentfords 2-0 mål. Jeg ville også beholde De Gea som førstevalg her og nu. Det skulle slet ikke undre mig, hvis han på søndag disker op med 3-4 klasseredninger og redder os mod Manchester City. 

Men klubben bør i løbet af sæsonen kigge sig om efter en ny målmand, og når David De Geas kontrakt udløber næste sommer, bør der siges farvel; farvel, men også tak for lang og tro tjeneste til en sympatisk målmand, der har givet os masser af uforglemmelige øjeblikke, men som ikke bør være en del af det nye United-hold, som Erik ten Hag er ved at bygge op.