De syv kontraster: opsamling på en positiv sæson

Foto: Getty Images

Sæsonen lakker mod enden og i den anledning, vil jeg gøre status på sæsonen. Til dette tages der
udgangspunkt i syv kontraster, der hver især har sat aftryk på Erik Ten Hags første sæson i
Manchester United. Kontrasterne er baseret på mine indtryk undervejs fra sæsonen, og et godt
eksempel har været Uniteds kvaliteter på hjemmebane og kvaler på udebane.
Først og fremmest vil jeg dog gerne slå fast, at sæsonen 2022-23, for mit vedkommende, har
været over al forventning i forhold til min forhåbning forud for sæsonen. Til trods for en række
spændende indkøb sidste sommer var jeg naturligt nok skeptisk over for Ten Hags første sæson på
grund af det store genopbygningsarbejde, der ventede ham og klubben. Med tanke på netop dette
var jeg uden forventninger til sæsonen, hvorfor jeg måske har været let at imponere, men taget
sæsonen i betragtning synes jeg bestemt, der er grund til at være begejstret – og en anelse lettet.
Sæsonen minder mig om, at det aldrig skal være tilladt at være forventningsløse over for en klub
af Manchester Uniteds størrelse, ellers risikerer vi at gå på kompromis med klubbens historie og
selvopfattelse. En selvopfattelse, der naturligt har lidt et tab over de seneste 10 år, men det er
netop Uniteds styrke, at historien (og kulturen!) rækker længere tilbage end blot et årti.

Kontrast nr. 1: Nat og dag på ude- og hjemmebane
Som nævnt indledningsvist har der i løbet af sæsonen været en række kontraster, der til tider har
været uforklarlige. En af de mest markante er forskellen på ude- og hjemmebaneresultaterne mod
de øvrige tophold. På hjemmebane har man vundet samtlige kampe mod top-10-holdene
undtagen Brighton og Newcastle, og til sammenligning har man kun slået Fulham (pga. scoring i
93. min.) på udebane. Det er vigtigt, at Old Trafford på ny er blevet et fort, men bekymrende –
nærmest mystisk – hvor let United bliver rystet under pres på udebane.

Kontrast nr. 2: Kvalitetsforskel på forsvar og angreb

Den næste kontrast jeg har bidt mærke i under mit tilbageblik på sæsonen, er at Uniteds samlet
målforskel ender markant lavere end de omkringværende tophold. Jeg vil argumentere for at
forsvaret har oplevet markante forbedringer med samarbejdet primært mellem Shaw, Martinez og
Varane. I udekampene mod Brentford, City og Liverpool indkasserede man dog samlet 17 mål.
Fratrækkes disse mål det samlede antal indkasserede har United blot indkasseret 25 mål, hvilket
vil være ligaens bedste forsvar. Derfor mener jeg for nuværende at kontrasten ligger i niveauforskellen mellem forsvaret og angrebet, hvor kun Rashford har vist skarphed over sæsonen
blandt angriberne. Cirka 1,5 scoringer pr. kamp i PL er langt fra godt nok, hvilket også kommer til
udtryk i antallet af 1-målssejre på tværs af alle turneringer. Det udgør 44% (18/41) af alle vundne
kampe.

Kontrast nr. 3: Blandet landhandel af indkøb
Forskellen på forsvaret og angrebet leder videre til de to næste kontraster vedrørende sæsonens
indkøb og nødvendige prioriteringer til det kommende transfervindue. Siden sidste sommer har
man hentet syv spillere, hvis præstationer har været vidt forskellige. Casemiro, Martinez og
Eriksen har fra start været blandt nøglerne til flotte præstationer og mange sejre. Netop Casemiro
viste også forleden mod Chelsea, at han ikke bare er en skraldemand. Samtidig har Antony,
Weghorst og Malacia ikke grebet chancen efter min mening, da der er alt for langt mellem
’snapsene’ – særligt for Antony i forhold til prisen på cirka700 millioner kroner.

Kontrast nr. 4: Betydelig forskel på start-11’er og backups
Til sommer bliver der yderligere et behov for forstærkning (primært i angrebet), men det
modsatte bliver også nødvendigt; nemlig at der skal renses ud i truppens for mange middelmådige
spillere. Lige netop truppens mange middelmådige spillere gør United sårbar, når man konkurrerer
med klubber som City og Liverpool. Jeg synes at Uniteds bedste start-11’er ser rimelig stærk ud,
men enkelte frafald forringer kvaliteten mærkbart, særligt på midtbanen og i forsvaret. Der er
derfor for stor kontrast mellem den stærkeste opstilling og backup-spillerne på bærende
positioner.

Kontrast nr. 5: En lang sæson med både overlegenhed og kompromiser
I forlængelse af truppens kvalitetsforskelle vurderer jeg, at holdet har kæmpet sig gennem de
sidste par måneder grundet mange kampe, skader og generel træthed efter en vild sæson med et
Verdensmesterskab midt i det hele. Dette har givet store kontraster i præstationerne, hvilket kun
er rimeligt. I min optik ’peakede’ United i månederne efter VM, hvilket kulminerede med Carabao-
cup-titlen og sejren over Barcelona. Det, der kendetegnede United, var, at de vandt overbevisende
kampe. Siden er gassen gået lidt af ballonen, men alligevel er sejrene blevet kæmpet hjem. Ten
Hag er måske gået lidt på kompromis med spillet for at holde distancen. Et tophold vinder også uskønne kampe, hvilket man har formået med en sejrsprocent på cirka 66% over hele sæsonen.
“You go to war with the army you have, not the army you might want or wish to have at a later
time.”

Kontrast nr. 6: Manden med den gyldne handske – og blunderne
En af sæsonens største debatemner i United har været De Gea. Med over 500 kampe for United
på CV’et er spanieren formentligt at finde blandt klubbens største målmænd nogensinde. Den
rutinerede målmand har dog selv haft en modsætningsfuld sæson med flest clean sheets i ligaen,
men han er samtidig blevet udsat for voldsom kritik på grund af manglende tekniske færdigheder,
ligesom droppet mod West Ham ikke er let at glemme. Til trods for hans udfald leverer han stadig
toppræstationer som rendyrket ’shot-stopper’. Personligt tror jeg, tiden er inde til at finde en
afløser, der kan opfylde behovet for en spillende målmand. Men der er ingen garanti for at
afløseren kan udfylde De Geas handsker med hensyn til pointgivende regninger. Uanset hvad
fortjener De Gea en værdig afsked. Jeg ønsker blot ikke, at hans eftermæle baseres på hans
mangler, da hans traditionelle målmandsevner har gjort ham til klubbens bedste spiller gennem de
sidste 10 år.

Kontrast nr. 7: Er der en rød tråd i ledelsesstilen?
Den sidste kontrast har jeg længe spekuleret over. Ten Hag viste en kontant karakter under
konflikten med Ronaldo, der resulterede i en fyring. Løsningen gav Ten Hag et rygstød og viste
omverdenen (samt spillertruppen), at enten accepterer du chefens ordre, ellers ryger du ud.
Episoden fremstillede Ten Hag som en stærk kompromisløs karakter – givetvis hvad klubben har
manglet. Dog undrer det mig, at klubbens officielle anfører stadig er Harry Maguire, til trods for at
den egentlige anfører er Bruno Fernandes. Det undrer mig, hvorfor Ten Hag vælger at beholde
Maguire som anfører, når han sjældent optræder for United. Med mit ordvalg af optræder er der
fortolkningsfrihed af hensyn til betydningen i denne kontekst. Ten Hag har, som nævnt ovenfor,
statueret et eksempel om, at klubben ikke er et cirkus, men hvorfor så ikke gennemføre denne
politik og udpege en anstændig anfører for en af verdens største sportsklubber? Er der nogen højt
i United-hierarkiet, der holder hånden over Maguire, hvorfor Ten Hag måske er undskyldt?