Der skal købes klogt
Foto: Getty Images
Der var engang, hvor vinduet altid var åbent, og du kunne gå fra enten at være iskold til brandvarm eller det stik modsatte fra den ene dag til den anden. Så blev vinduet lukket en anelse, og i nuværende stand lukket i alle de sjove måneder ... på nær i januar. Vi taler selvfølgelig om det magiske vindue, som er transfer-vinduet. I tiden hvor det altid var åbent, var det uden tvivl en lækkerbisken for de store klubber, for de kunne ganske enkelt plukke en ny ung spiller, der bankede mål ind for ligaens bundprop, hvis formen var opadgående efter eks. 10 kampe. På den måde fungerede det som en hakkeorden, hvor det var svært for de mindre klubber at holde på de spændende spillere året ud.
Transfer-vinduet har med årerne udviklet sig til det, det er i dag, og efter tre fornuftige køb i sommer, er vi nu havnet ved slutningen af januar-vinduet ... og intet er sket. Vi er ikke i gang med den mest medrivende sæson, set med United briller, og har efterhånden desperat brug for forstærkning. Selv den mest anti-OGS-fan må kunne se, at hvis vi kigger på vores optimale start 11’er, så er det reelt set kun Rashford, som samtlige klubber i ligaen ville smide i deres start 11’er. Og med et højt bundniveau for 2-3 af vores spillere i løbet af sæsonen, har de vist at de sagtens kunne kæmpe om pladserne i top 5 klubber (jeg kigger eks. på dig McSauce, bliv nu klar!).
Sagt på en anden måde: vi har ganske enkelt ikke holdet i øjeblikket til at levere stabile gode resultater, og i en sæson hvor ingen anden klub end Liverpool gider at vinde to kampe i træk, ville det gavne os enormt med nogle nye kræfter og flere point på tavlen. Det er hårdt at se kampe i øjeblikket, og jeg er dybt frustreret, men må også erkende at tiden efter Sir Alex har været brugt på alt andet end at tænke to skridt frem i forhold til indkøb, og vi står derfor med det ringeste hold på dagen i mange mange år. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er indiskutabelt! Jeg kan se en stor fremtid for mange af vores unge spillere, men lige nu og her sammenlignet med de andre store hold, så er vi ikke i nærheden af at være et frygtet hold.
Er det OGS’ skyld? Nej. Kan vi få en der er bedre taktisk? Ja (hav dog in mente det store hold af folk som dagens managers har i ryggen - det er ikke et one-man job), men du får ingen, der får de unge knægte til at blomstre på samme måde, og du får ikke mange, der er bedre til mandskabspleje.
Men når vi nu er i krise, hvorfor åbnede vi ikke bare for pengepungen over for Salzburg/grådig-agent-type og købte Haaland (det ser godt ud i Dortmund, men det gennemsnitlige tyske hold er et pænt stykke efter det gennemsnitlige engelske). Hvorfor smider vi ikke de rygtede 20 millioner pund efter Sporting?
På trods af de mange dårlige/manglende indkøb, mener jeg ikke, at det er løsningen, at vi betaler +25% for spillere, fordi vi er i krise. Jeg har aldrig brudt mig om at bruge så mange penge på én spiller, for risikoen er så meget højere, end hvad vi eventuelt får ind sportsligt (prisen for Maguire var eksempelvis helt skæv). Klubberne i verden lugter blod hvis vi begynder at over-spendere, og det er kun ris til egen røv at begynde at give dem idéen om, at vi gladeligt betaler mere, end hvad den enkelte spiller er værd – så bliver det småt med indkøb fremover. Jeg mener ikke, modsat andre United-spillere, at det her vindue er alt eller intet for United. Vi har været vant til trofæer og attraktiv fodbold i rigtig mange år, og et køb af Bruno Fernandes her til januar vil ikke løse det problem, vi har nu og her – det kan én mand ikke. Jeg er ikke fan af panikløsninger, og jeg vil hellere bruge pengene fornuftigt på flere strenge end at smide alle æggene i samme kurv. Jeg er sikker på, at man kan lave en handel med Fernandes til sommer (vel og mærke hvis vi starter i god tid), og samtidig have en strømlinet plan i forhold til de yderligere 3-4 spillere, vi henter ind, fremfor at ville lappe fordi vi fans vil have resultater NU. Jeg er fuldstændig enig i, at NOGET må ske, men det er nu, der skal tænkes med hovedet og ikke hjertet. Slå til hvis prisen er rigtig, og spilleren passer ind i den slags fodbold, man vil spille. Lad være med at købe store navne bare for at købe store navne - og for guds skyld stop med at købe spillere på +30 år – så er du ikke en rutineret spiller længere, så er din form nedadgående (jeg er selv snart 40, jeg må godt være alders-racist…). Jeg kan leve med en placering udenfor Europa (jeg så helst at vi rammer top 6, som er mit mål for i år), hvis vi til gengæld er tilbage på sporet om 2-3år. Der er mange, der vil mene at det er uambitiøst for en klub som United, men vi vinder ingen trofæer på navnet og vores 20 mesterskaber alene – og holdet i dens nuværende form er ganske enkelt ikke bedre. Det kommer til at tage tid, væn jer til det, for det bliver et langt sejt træk.