Det lærte vi af 2019

Foto: Getty Images

I denne klumme vil jeg kigge tilbage på, hvad vi lærte af 2019. Eftersom dette indlæg er en opsummering af et helt år, og grundet begrænset spalteplads, vil det følgende kunne virke overfladisk – og nogle vil sikkert også mene, der mangler noget. Sådan er det. God læselyst anyways.

Manglende stabilitet
Hvis Manchester United skal genetablere sig som Englands absolutte tophold, skal holdet vinde langt flere kampe mod de mindre hold. Vi har i 2019 smidt point mod hold som Crystal Palace, Newcastle, Aston Villa, Southampton, Bournemouth, Watford - for bare at nævne nogle. Det er yderst sjældent at hold som Liverpool og City sætter point til i disse kampe.
Omvendt har United været ganske glimrende mod tophold. United har i 2019 slået hold som City, PSG, Tottenham, Chelsea og Arsenal på udebane. Lidt sværere har vi det på hjemmebane mod de nævnte hold, om end det sjældent er endt med nederlag, men oftere med uafgjort samt to store sejre mod Chelsea og Tottenham.
Spillemæssigt har det også været et rutsjebaneår. Den ene weekend, kan vi spille City baglæns ud af Etihad, for næste weekend at være udfordret på at knække et reservespækket Everton-hold på hjemmebane. Vi har det åbenlyst bedst mod hold, der angriber os, så vi kan køre på omstillinger. Vi er omvendt udfordret på at nedbryde defensivt indstillede hold. Det skal vi blive bedre til! United har dog vist glimt af, at de godt kan mestre den disciplin, f.eks. mod Newcastle i slutningen af december.
Man sidder dog stadig med følelsen af, at der ikke er langt fra succes til fiasko i Manchester United, og der er brug for mere stabilitet i spil og resultater i 2020.

Gode indkøb – men der mangler mere
I sommer hentede United Harry Maguire, Wan-Bissaka og Daniel James. Alle tre er gået direkte ind og har gjort holdet bedre. Maguire er stadig et stykke fra sit topniveau, men jeg mener stadig, han gør det bedre end de midterforsvarere, vi ellers har måtte stille os tilfreds med de senere år. Samtidig spiller han med en ro og autoritet, man har savnet længe! Wan-Bissaka har erobret højrebacken fuldstændig, og har i denne sæson vel nok været Premier Leagues bedste på sin plads rent defensivt. Han taber nærmest aldrig en direkte en-mod-en-duel og spiller med stor udstråling.
Daniel James var for mange et ubeskrevet blad, men har gået ind i overrasket positivt i forhold de forventninger, der var til ham. Han startede sæsonen som lyn og torden med tre mål i de første fire Premier League-kampe. På det seneste er han faldet lidt i niveau, men hans sæson har bestemt været godkendt.

Når alt dette er sagt, mangler der stadig forstærkninger! Vi har en smal trup, der er skrøbelig, når centrale spillere er skadet. Vi har i særdeleshed brug for forstærkninger til midtbanen, og jeg har tidligere skrevet en længere klumme med argumenter for at hente en kreativ figur på 10’er-positionen – noget jeg stadig mener, vi skal kigge på hurtigst muligt! Det er altid svært at handle i januar, men Solskjær skal i hvert fald ud og hente 3-4 forstærkninger(!) over de næste to transfervinduer, hvis United skal tilbage til toppen (og det skal de!).

Mason Greenwood og Brandon Williams
United har i år givet debut til en lang række spillere fra eget akademi – noget der altid er populært i den historiebevidste United-fan. Dog må vi også være realistiske; langt fra alle får en store United-fremtid. To spillere, jeg dog synes, har efterladt et rigtig positivt indtryk i 2019 er Mason Greenwood og Brandon William. Greenwood, der i sin tid på ungdomsholdene scorede mål som det passede ham, har i 2019 haft en rigtig fin udvikling og har på det seneste understreget, hvorfor klubben og fans har så store forventninger til ham som en potentiel kommende topscorer. Han har således i december måned scoret fire mål.
Williams var mere ukendt, inden han fik sin debut mod Rochdale d. 25. september. Siden har han ikke set sig tilbage, og diskussionerne om en ny venstre back, i stedet for den ofte skadede Shaw, er forduftet en smule. Man kan godt se Williams som en seriøs konkurrent til Shaw i fremtiden. Dog mangler man stadig at se Williams holde niveau over en længere periode. Hans gåpåmod, fight, uimponerethed, defensive såvel som offensive aktioner lover dog rigtig godt for fremtiden!

Pogba
Pogba startede 2019 som lyn og torden, men faldt – med resten af United-holdet – stille og roligt sammen hen over foråret. I efteråret har han været ude med en underlig skade, der har taget tre måneders tid at komme sig over. Pogba har i 2019 også været manden, der på sin bedste dage, har vundet kampe på egen hånd, men på sine dårlige ofte har haft stor anpart i, at holdet er faldet fra hinanden rent spillemæssigt. Pogbas agent, Raiola, har netop været ude og sige, at United ødelægger ham grundet manglende ambitioner og spillemæssigt niveau. Den diskussion er der ikke spalteplads nok til at tage nu – dog hæfter jeg mig ved, at Pogba selv fortsat ikke virker som en mand, der egentlig gider være i United, hvorfor jeg håber, at den franske midtbanespiller er fortid i klubben senest til sommer.

Rashford næste store United-stjerne?
En spiller der for alvor har taget et skridt op i 2019 er Marcus Rashford. Man skal passe meget på med at sammenligne spillere, men (skrevet med et subjektivt United-hjerte) det er svært ikke at drage paralleller til en helt særlig portugiser. Rashford er blevet mere effektiv i sine udforinger mand mod mand. Han er mere målsøgende, hvilket man kan se i statistikker over spillere, der skyder mest på mål, og hvilket man kan se i antal mål i denne sæson. I skrivende stund er Rashford på 12 sæsontræffere, hvilket rækker til en foreløbig tredjeplads på topscorerlisten. Han har på seneste fundet et uhyggeligt samspil med Martial, og pt sidder jeg med følelsen af, at meget af den succes, United kan opnå i denne sæson, afhænger af disse to.

Solskjær
Solskjær blev, efter en flot stime med 14 sejre og 3 uafgjorte i sine første 19 kampe, i marts måned fastansat i United. Kigger man isoleret på hans statistik siden da, er der ikke meget der taler for, at det var en speciel god idé. Jeg har dog – ligesom med potentielle spillerindkøb – tidligere argumenteret for at beholde Solskjær. Han har fået implementeret noget United-ånd i klubben, noget der var tæt på udvisket før han tiltrådte. Det kan til tider virke naivt, at han stort set altid taler i positive vendinger uagtet af præstation og resultatet. Jeg er dog sikker på, at det er for at beskytte sine spillere og at han indadtil godt kan fortælle hvor skabet skal stå. Hvis ikke det, at skille sig af med Lukaku og Sanchez er et statement, så ved jeg ikke, hvad der er.
Spillestilen er stille og roligt – måske langsommere end man havde håbet – ved at indfinde sig. Han vil spille offensiv, målsøgende og hurtig fodbold, men højt genpres. Der er vi ikke endnu, og specielt mod de mindre hold, mangler der kreative idéer til at åbne et lavtstående forsvar (hvilket understreger min påstand om at hente en kreativ 10’er!) Jeg mener ikke, at kvaliteten af holdet er der endnu, hvor Solskjær gerne vil hen, men jeg tror på, Solskjær kan finde det, der skal til. Proces og tålmodighed, begge ord som mange har et anstrengt forhold til – om end det fint opsummerer Uniteds 2019. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej – mener jeg.