Det moralske dilemma

Foto: Getty Images

Efter flere måneders tiltagende rygter er der nu afgivet to købsbud på ejerskabet af Manchester United. Forpersonerne bag de to bud er henholdsvis qatarske og engelske Sir Jim Ratcliffe.
Alligevel oplever man forbehold fra flere supportere, der først og fremmest betvivler moralen ved en overtagelse fra Qatar. Hvor førstnævnte beskyldes for sportswashing, beskyldes sidstnævnte for greenwashing. I sandhed to ønskværdige ejere.

Rent sportsligt er ingen af dem heller noget at råbe hurra for. Kan man forvente en lignende ledelsesstil, som man ser i Paris Saint-Germain? Trænere der bliver fyret, så snart selv de mindste ting går galt, og hvor det virker til, at spillerne har magten over holdet. Noget som eventuelt ville kunne ødelægge de ellers tydelige fremskridt, man har set under Erik ten Hag. Megastjerner, der bliver hentet for astronomiske beløb, selvom de ikke nødvendigvis passer ind i den nuværende holdsammensætning. Sir Jim Ratcliffe og INEOS’ styring af deres klubber bærer præg af inkompetence og nepotisme, idet man blandt andet har set ansættelsen af Jim Ratcliffes egen bror, som manden, der varetager INEOS’ fodboldmæssige interesser. Hermed ikke være sagt, at tidligere inkompetence er en garanti for fremtidig ditto, men det giver alligevel grobund for bekymring. Men efter man i næsten to årtier har bønfaldet om nyt ejerskab, hvor kræsen kan man så egentligt tillade sig at være? 

Set fra et moralsk synspunkt er det svært at finde milliardærer, som man ikke kan rejse kritik af. Det optimale i mine øjne ville være at få en 50+1 model, som man ser det i Tyskland. Moderne fodbold styres dog i høj grad af kapitalisme, og i en klub af Manchester Uniteds størrelse, må en implementering af dette ses som værende ønsketænkning og urealistisk.

Der kan sættes en masse spørgsmålstegn ved begge af de nye potentielle ejere, og dog er det buddet fra Qatar, der først og fremmest har været udsat for granskning og debat. Skal man vende det blinde øje til og lade Qatar fortsætte deres statsstøttede sportwashing-projekt i håbet om, at Manchester United atter kommer tilbage til fordums styrke? Hvor nogle vil være fortalere for en boykot, ønsker andre bare at se fodbold - med eller uden en dårlig smag i munden. Men hvor mange er reelt set parate til at gå i en form for fodboldcølibat i protest mod en ny ejer? 

Havde man nu været dårligt spillende, uden en chance for trofæ-høst, ville en stillingtagen til dette dilemma være meget lettere. Virkeligheden er dog en helt anden, idet man spiller god og underholdende fodbold og forsat er med i samtlige turneringer. Erik ten Hags projekt ser mere og mere lovende ud for hver kamp der går, og muligheden for at vinde det første trofæ siden 2017 synes større og større. Med yderligere kapitalindsprøjtninger tør man næsten kun drømme om, hvor stort potentialet er.   

Men skal sportslig succes virkelig prioriteres over moral og etik? Ideelt set havde svaret været nej. Men kigger man på andre klubber som eksempelvis naboerne fra Manchester City, Newcastle United og Paris Saint-Germain, der alle tre har tilfælles at være en del olielandenes fodboldprojekter, bortfalder kritikken bemærkelsesværdigt hurtigt. 

Når succesen først kommer med sine dertilhørende trofæer, bliver menneskerettigheder hastigt reduceret til en biting – i hvert fald for betydelige dele af klubbernes egne tilhængere og fans. Herved bliver disse ejerskaber status quo. Lignende tilstande er ingenlunde utænkelige, hvis ejerskabet af Manchester United skulle falde i qatarske hænder. Naturligvis ønsker man som fan alt det bedste for ens klub, hvad enten det er i trofæer eller hårdt tiltrængte, gennemgribende renoveringer af stadion og træningsfaciliteter. 

Men det er svært ikke at være moralsk anfægtet. Måske handler det i højere grad om, hvor dybt denne moralske anfægtelse stikker hos den enkelte. I al fald skal jeg være den første til at indrømme, at jeg er splittet og i tvivl om, hvordan jeg vil forholde mig i tilfældet af en qatarsk overtagelse af klubben.

 Glory Glory Man United.