Forløsning fra friske fyre
Foto: Getty Images
Jeg skal begynde med at erkende, at jeg personligt var meget kritisk overfor Manchester Uniteds ageren på transfervinduet denne sommer. Endnu engang blev vi fans lovet guld og grønne skove, men det endte med en skuffelse. I hvert fald på papiret.
Godt nok var jeg glad for at se Van de Beek, men til gengæld blev jeg mest af alt skuffet over, at man ikke var mere ambitiøs end at give en 33-årig afdanket angriber en stor pose penge. Her mener jeg selvfølgelig Edinson Cavani, som måske ikke kostede nogle penge i en handel, men til gengæld er der vist ikke nogen tvivl om, at han hiver en god løn hjem.
Efter weekendens flotte comeback er jeg dog klar til – delvist i hvert fald – at æde mine ord igen. For vores to nye signings viste rigtig lovende takter – og det synes jeg egentlig, de har gjort, hver gang de er blevet bragt i spil.
En spilleglad hollænder
Den spiller, vi fans længst har sukket efter at se på banen, er nok vores nye hollandske midtbanespiller. Selvom alt ikke har været lige godt for Donny Van de Beek, synes jeg dog alligevel, at han har været med til at få noget gejst og energi ind i et hold, som til tider kan virke utroligt apatiske og i virkeligheden ligeglade med kampen.
Den tidligere Ajax-spiller kan dække de fleste pladser på midtbanen, selvom han nok egentlig helst ville se sig selv som en 10’er-type. Og så er han vant til at spille hurtigt, langs jorden og hele tiden være med i spillet fra sine dage på det hollandske tophold.
Den villighed til at modtage bolden har han også taget med sig til Old Trafford, hvor han flere gange mod både Istanbul Basaksehir og Southampton var meget aktiv i det opbyggende spil. Ja, han krævede faktisk at få bolden ofte og gerne tidligt, hvorefter han forsøgte at sende bolden hurtigt videre til en medspiller.
Det var godt nok ikke det hele, der lykkedes, men energien – koblet sammen med en rigtig god arbejdsindsats defensivt og fornuftig boldomgang – var rigtig dejlig at se.
Den snu matador
Så var der vores anden signing. 33-årige Edinson ”El Matador” Cavani, der i den grad fik banket sig ind i vores bevidstheder i weekenden.
Cavani blev aldrig den helt store stjerne i sin tid i Paris, hvor han blandt andet blev trumfet af Zlatan Ibrahimovic og senere Neymar og Kyllian Mbappé. Men der er en ting, som uruguayaneren bare altid har kunnet. Han kan score mål.
På 301 kampe i den franske hovedstadsklub nettede han hele 200 gange. Nu ved jeg godt, at niveauet i den franske liga måske ikke er helt så højt som i Premier League, men det må alligevel siges at være ganske imponerende.
Han har da også haft en udmærket begyndelse i United. Selvfølgelig er det specielt kampen mod Southampton man tænker på, men generelt har han, hver gang han har været på banen, stået for hårdt arbejde og en god tilstedeværelse i feltet. Samtidig har han forsøgt at afvikle spillet hurtigt, og han er dygtig til at spille med ryggen mod målet.
Kan være løsning på problemer
Det er vist ikke nogen hemmelighed, at Manchester United tidligere under Ole Gunnar Solskjær har haft enorme problemer med at nedbryde modstandere med et lavt udgangspunkt. Men jeg tror på, at de to nye våben kan være med til at give et bedre udgangspunkt til at løse den opgave.
OGS har tit været tilbøjelig til at stille op med to deciderede 6’ere også i kampene mod de mindre hold. Det har han fået en masse hug for, hvilket jeg sådan set godt kan forstå.
I resten af denne sæson kunne jeg godt tænke mig at se en midtbanetrio med Bruno, Van de Beek og Fred, når vi spiller mod lavstående hold. For Fred fylder som regel en god del i defensiven, mens man med de to andre får kreative midtbanespillere, som begge har et godt blik for spillet og at udfylde de rigtige rum. Og jeg synes vi har set, at Van de Beek og Bruno Fernandes sagtens kan spille sammen uden at stå i vejen for hinanden og forsøge at løbe de samme steder hen.
Samtidig er Cavani også et godt alternativ til Anthony Martial. For selvom franskmanden på sine bedste dage er fuldstændig umulig at forsvare for modstanderen, kan han også oftere se lige så tam ud. Her kan Cavani så byde ind med nogle andre kompetencer. Blandt andet også hvis man på et tidspunkt ser sig nødsaget til at sparke lange bolde i feltet, hvor han bare er dygtig.
Men man må endelig ikke stoppe her. For selvom vi har fået to dygtige spillere ind i sommers, skal der heller ikke være meget tvivl om, at vi stadig mangler nogle spillere for at kunne være med på det højeste niveau hen over en hel sæson. Men i hvert fald må jeg sige, at jeg synes, at sommerens transfervindue umiddelbart har overgået mine forventninger. Lad os håbe, at det fortsætter sådan!