Fortidens mand

05. oktober 2018
Jonas Heltberg
Fortidens mand

José Mourinhos aktuelle problemer begyndte ikke med dårlige resultater eller kedeligt spil. De begyndte, før sæsonen var gået i gang, da han brokkede sig over, at spillere, der var med til VM, kom senere tilbage fra sommerferie.

Da han skældte ud på Anthony Martial, der tog til Paris for at være ved sin kærestes side, mens deres søn blev født. Da han langede ud efter Paul Pogba i stedet for at glæde sig over hans flotte spil ved VM. Og da han skændtes med Ed Woodward om manglende forstærkninger.

Mourinho satte sig selv under pres og skabte en krisestemning omkring holdet. Før der var spillet et eneste minuts fodbold. Det er ulogisk, og det rejser spørgsmålet: Hvorfor gjorde han det?

Jeg kan komme i tanke om tre mulige forklaringer. Er man til konspirationsteorier, kunne man få den tanke, at han simpelthen ønsker at blive fyret og få en masse penge med sig. En anden forklaring kunne være, at Mourinho er så skør, at tror, han kan få sine spillere til at præstere bedre ved at svine dem til og skabe uro.

Selv hælder jeg mest til den tredje mulige forklaring: At José Mourinho bare ikke kan styre sig selv. ”Hans mund er ude af kontrol”, som Paul Scholes beskrev det efter kampen mod West Ham.

Men uanset hvad hans mærkelige optræden skyldes, så er konklusionen den samme: Manden er uegnet til at være træner i Manchester United.

Han skaber ikke resultater, han leverer ikke underholdende spil, og han får spillerne til at blive dårligere, ikke bedre. Han skaber kaos og konflikter omkring sig, og det er, for nu at sige det pænt, ikke første gang.

Jeg har aldrig været den store Mourinho-fan, men jeg ærgrer mig alligevel over hans deroute. Han havde en charmerende frækhed over sig, da han første gang kom til England og leverede flotte resultater med Chelsea. Han var et frisk pust.

Dengang kunne han charmere journalisterne på sine pressemøder. Han havde humor og udstrålede overskud. Og dengang var han kendt for sin gode mandskabsbehandling. Han dannede et ubrydeligt bånd med nøglespillere som John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba.

I dag ligner José Mourinho en træt mand, der ikke rigtig orker længere, og det er måske meget naturligt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor tungt et pres man har på sine skuldre, når man er træner på øverste niveau.

Og fodbolden udvikler sig hele tiden. Trænergiganter som Alex Ferguson, der kan holde sig på toppen gennem årtier, hører til sjældenhederne i dag.

Derfor er opgaven med at finde den næste træner heller ikke så enkel. Efter to ”sikre” valg i Louis van Gaal og José Mourinho – der begge viste sig at have fremtiden bag sig – håber jeg, man har modet til at gå efter en lidt yngre træner på vej frem.

Min største bekymring er i den forbindelse, at magten over Manchester United er samlet omkring nogle amerikanske ejere og en administrerende direktør, der ved alt om, hvordan man tjener penge - men som ikke lader til at have den store fodboldindsigt.

Så måske skulle man starte med at ansætte en stærk fodbolddirektør, der kan udstikke en sportslig linje og sikre en rød tråd både i valg af spillere og i ansættelsen af den næste træner. En sådan rød tråd har været fraværende, siden Alex Ferguson og David Gill stoppede i 2013. Og resultaterne har været derefter.

Indtast en gyldig email adresse
Tak for din tilmelding!