Groundhog Day

Bill Murray vågner i klassikeren ”Groundhog Day” op til de samme daglige udfordringer gang på gang. Til sidst bliver den trivielle cyklus for meget for ham. Det slår klik, og han mister besindelsen!

Hvad i alverden har det med Manchester United at gøre, tænker du garanteret, kære læser. Eller du har måske fanget præmissen i denne klumme.

Tillad mig at udfolde mine synspunkter lidt mere. Manchester United er nu i sæsonafslutning nummer fem post-Ferguson. Og ærligt talt, så har jeg det nærmest som Bill Murray. Jeg har set og oplevet det hele før.

United er for femte år i streg uden reel chance for at vinde de trofæer, vi normalt identificerer os med. Premier League er væk, Champions League kun en fjern drøm. Vi kæmper nu om… prestigen(!!!) i at blive nummer to, tre eller fire. Hvis vi kan fejre det, så fatter jeg intet. Vi er ikke Arsenal! Den bedste af de næstbedste, vorherre bevares. Det er absolut ikke MUFC DNA.

Ja, men vi vandt Europa League sidst sæson. No shit Sherlock, men det betyder vel ikke, at vi skal stille os tilfreds med det. Det skal helst bare være en byggesten mod noget bedre. Hvilket ikke er sket.

Den engang så eftertragtede FA Cup kan ganske enkelt ikke fungere som plaster på et blødende sår af en sæson. Og husk lige, at vi kun er i semifinalen i skrivende stund. Skulle vi vinde, vil jeg da glædes over trofæet.

Jeg savner nemlig at glædes over, at vi er med, hvor det er rigtigt sjovt og med helt til sidst. Jeg savner de neglebidende momenter, hvor de fineste små marginaler afgør succes eller fiasko. Dem har vi ikke haft mange af post-Ferguson.

Status må være, at José Mourinho bare ikke har leveret varen i den for ham den altid succesrige sæson to. Hans Manchester United fremstår som en rutsjebane af et fodboldhold. Skammelig første halvleg mod City på Etihad vendes til en samlet 3-2 sejr og udsætter dermed de larmende naboers guldfest. Tak for det og respekt for anden halvleg.

Men når vi så ugen efter præsterer, som vi gjorde mod WBA, som ligger sidst i Premier League, og det med afstand, så er der bare noget helt galt. Der er så mange positioner som ikke fungerer på holdet. Det var tåkrummende pinligt at se Mourinhos tropper spille ideforladt og fuldstændigt uengageret fodbold mod bundproppen. Hvordan kan et hold som slår Chelsea, Liverpool og City i løbet af fem uger tillade sig at svinge så meget?

Måske jeg er sortsynet, men jeg mener, vi med god ret kan kræve mere af portugiseren og hans trup. Det virker på mig, som om der intet spilkoncept er, ingen ved, hvad makkeren gør. Vi er alt for afhængige af én eller to spilleres magi og øjebliks kvalitet.

Alexis Sanchez, Paul Pogba, Ander Herrera, Antonio Valencia, Ashley Young, ja jeg kunne blive ved, men det er en gruppe af spillere, der nu igennem længere tid har underpræsteret.

Ikke nok med at spillet ikke fungerer, så begynder den ene transferhistorie efter den anden at dukke op. Pogba skal sælges, Martial vil væk, De Gea venter på et nyt kontraktudspil, Rashford er usikker på fremtiden, you get the picture.

Groundhog day all over!

Jeg er som Bill Murray ved at miste forstanden og besindelsen. Disse intetsigende uger, hvor Uniteds rolle eller mangel på samme er totalt fraværende.

”Næste sæson,” siger scouserne. Lad os ALDRIG få det tabersymptom ind i Manchester United.

Ikke flere undskyldninger, ikke flere ”vi får ikke nok respekt”-udtalelser. Jeg vil se holdet præstere, så det taler for sig selv!

Penge er blevet brugt, rigeligt af dem endda. Noget tyder på, det bare ikke er nok, langtfra endda.

Bill Murray knækkede koden i ”Groundhog Day” og kom videre fra sit evigt returnerende mareridt. Jeg er efterhånden blevet mere i tvivl om, om José Mourinho er i stand til at gøre det samme.