Hvad bringer den sidste halvdel af sæsonen?

06. januar 2023
Victor Jørgensen
Hvad bringer den sidste halvdel af sæsonen?

Foto: Getty images

Positiv start på det nye år
Manchester United har skudt det nye år i gang med en 3-0 sejr over Bournemouth, hvilket har
rykket klubben op på en delt 3.plads ved siden af Newcastle. United forsætter sejrstimen efter
afslutningen på VM i Qatar, hvor målscoren i de seneste kampe er på 7-0. En stime som har budt
på fem forskellige målscorere og tre kampe uden mål indkasseret. Stemningen i truppen er
blomstret endnu mere, og flere spillere er begyndt at ramme et højere niveau. Det giver flere sejre
og mere moral til truppen.

Midtbanen klubben har savnet
Casemiro sparkede for 2.gang, siden tilgangen i sommers, bolden ind over målstregen med assist fra
Christian Eriksen. Den dansk-brasilianske duo har i de seneste kampe spillet fremragende og vist
deres værd for klubben. Eriksen skaber en enorm ro på midtbanen med sin perfekte afleveringsfod,
og Casemiro har vist, at han er en af verdens bedste defensive midtbanespillere med sin eminente
timing for, hvornår han skal sætte sine tacklinger ind på modspillerne, samt deltage offensivt med
tilstedeværelse i og udenfor modstanderens felt. Manchester United har fået to midtbanespillere, der
gør, at spillet bliver hevet op på en højere hylde, hvor man kan være med til at kæmpe med om de
sjove placeringer.

Top-4 og muligt trofæ i sigte?
Resultaterne i de seneste runder har gjort, at Manchester United befinder sig inde i varmen i top-4,
hvor man efter sejren over Bournemouth ligger delt treer med Newcastle. Ten Hag har flere gange
sagt, at det handler om at positionere holdet til at kæmpe med om trofæer, og når spillet og
situationen ser ud som det gør på nuværende tidspunkt, virker det ikke urealistisk, at der kan
komme trofæer hjem til Old Trafford. At tro på United kan vinde ligaen er måske lige ambitiøst nok
i Ten Hag’s første sæson, men der er andre muligheder for et trofæ. I EFL Cuppen er klubben i
kvartfinalen, hvor Charlton skal rejse til Manchester. Her skal holdet kvalificere sig til semifinalen
uden de store problemer. Manchester City er det eneste tophold sammen med Manchester United
der er tilbage i kampen om trofæet - medmindre man tager Newcastle med i ligningen. Hvis trofæet
skal i hus, skal United højst sandsynligt slå City ud på et tidspunkt, medmindre de bliver slået ud
inden da. Det er klart, at der er andre gode hold tilbage, men med den nuværende trup, er der altså
en god chance for at spille sig i finalen og dermed gøre det muligt at vinde EFL Cuppen.
I FA Cuppen starter en ny chance for at positionere klubben til at kæmpe med om trofæet. Her
kommer Everton på besøg på Old Trafford, hvilket er en udmærket lodtrækning, hvor fansene

forventer en sejr og dermed avancement. (kommentaren her er skrevet før fredagens kamp mod
Everton red.)
Når vi kommer ind i februar skal Europa League 1/16 finalerne skydes i gang, hvor FC Barcelona
står på menuen. Det bliver meget spændende at følge holdet i de kampe, da det spanske hold er en
af favoritterne til at løfte trofæet. Slår Manchester United dem ud, vil det give holdet et kæmpe
boost og gøre holdet endnu mere fokuseret på at komme tættere på finalen i Budapest og hermed
kæmpe med om Europa League trofæet. Det er bestemt ikke en garanti, at Manchester United
vinder nogle trofæer, men sammenligner man med de seneste sæsoner, ser holdet mere voksent og
parat ud til at være med i kampen om sølvtøj.

Hvad er en acceptabel sæson?
Som nævnt tidligere befinder klubben sig lige pt. inde i top-4, hvilket er tilfredsstillende taget
sæsonstarten i betragtning. Her skal Manchester United være, når dommeren fløjter den sidste kamp
af i slutningen af maj måned, fordi klubben har løftet sit niveau markant siden de første par runder
og bevist, at det er der, klubben hører til. Der er flere spillere, der er begyndt at træde i karakter, og
kæderne ser mere robuste, løbevillige og strukturerede ud. Man kan se, at Ten Hag har fået sat sit
præg på holdet og spillerne forstår, hvilke roller de hvert især har. Klubben skal kvalificere sig til
Champions League, alt andet ville være en stor skuffelse. Det kan også gøres ved at vinde Europa
League, men en top-4 placering skal i hus, da det vil være med til at udvikle holdet endnu mere og
gøre udviklingsprocessen for holdet mere rullende. Der skal helst ikke være en tilbagegang i Ten
Hag’s udvikling af holdet.
Hvis vi spiller os i en af Cup-finalerne, vil det være godkendt, fordi målet for denne sæson er at
være med i positioneringskampen om trofæerne. Bliver vi slået ud i semifinalen af for eksempel
Manchester City, vil det ikke være en fadæse eller lignende. Fansene forventer ikke et trofæ i Ten
Hags første sæson som træner, men forventningen er, at der kan ses en fremgang fra de seneste
sæsoner, og at holdet gennemgår en positiv udvikling, hvor flere spillere løfter deres niveau til de
kommende sæsoner. I Europa League er forventningen ikke, at United slår FC Barcelona ud, men at
de skal spille lige op mod dem. Det er klart, at de skal jagte trofæet, men først og fremmest skal de
spille en flot omgang fodbold i begge opgør. Ryger Manchester United ud, vil det ikke være en
kæmpe skandale, men en mavepuster man godt kan rejse sig fra.
Så konklusionen er, at en acceptabel sæson vil være at ende i top-4, samtidig med at holdet skal
kæmpe med om at komme med i de afgørende faser af de forskellige Cup-turneringer.