Hvilke frugter, Ed?

19. november 2019
Jonas Brønd Nielsen
Hvilke frugter, Ed?

Foto: Getty Images

Det føles som et dejavu og lyder som et ekko. Som en pladeafspiller, der spiller det samme nummer på en ridset LP igen og igen.

Men manden formår nok en gang i denne uge at fremstå komplet virkelighedsfjern med sine udtalelser. Ed Woodward, naturligvis. Varmlufts-DJ’en, som bare sætter det samme nummer på om og om igen, når han skal sætte ord på situationen i Manchester United, uanset om det handler om fodbold eller økonomi. Glazers nikkedukke, som bare siger det, han skal sige for at beholde sit job, skrive store sponsorater og sikre sig en sikkert ikke ubetydelig hyre.

Mandag præsenterede United sine seneste økonomiske resultater, som blandt andet viste, at gælden er steget betragteligt. Det er naturligvis en skidt nyhed, som ifølge Ed Woodward skyldes store investeringer i spillertruppen, og man må forstå, at det jo går fremad. Åbenbart.

- De betydelige investeringer vi har foretaget i de seneste år på områder som transfers, rekrutteringsinfrastruktur, analyse og vores akademi begynder allerede at bære frugter, siger Ed Woodward rent faktisk.

Allerede? Og hvilke frugter, Ed? Hvor er de store fremskridt? Sommerens transfers ligner retfærdigvis til en forandring gode indkøb, men det har så sandelig ikke været et gennemgående billede ”de seneste år”.

Vi ligger nummer syv og er næsten ti point efter top fire efter blot 16 runder. Vi scorer kun lige over et mål per kamp. Vi vil ikke høre om tålmodighed og om, hvor godt det bliver lige om lidt. Vi vil se det på banen og i handlingerne i klubben.

Endnu en gang må vi tage til takke med Woodwards søforklaringer.

Og der er altså en brist i de forklaringer. Når han taler om, at den slags forandringer, der er nødvendige i United, ikke sker natten over, forudsætter han, at vi kommer fra et dårligt udgangspunkt. Det gør vi ganske vist også, men det er lige præcis Ed Woodward og Glazers, der er skyld i, at vi er havnet i et dårligt udgangspunkt. Det er dem, der har bragt os i den her situation.

Som kaptajner på Titanic sætter Woodward og Glazers kurs mod isbjerg efter isbjerg, imens de fortæller besætningen, at det jo er vanskeligt med sådan noget søfart, men at de så småt er ved at finde ud af, hvordan man læser et søkort.

Præsentationen af økonomien afslørede i øvrigt, at den samlede lønsum er faldet. Det skyldes, at Sanchez og Lukaku er væk, og at spillerne ikke har fået bonus for at kvalificere sig til Champions League. Fair nok at spillerne må acceptere at vinke farvel til sådan en bonus, når det gik, som det gik, i sidste sæson.

Men måske skulle nogen sørge for at indføre en lignende belønningsordning for vores ejere. De seks Glazer-søskende skeler ikke til lån, skidt økonomi eller dårlige præstationer, når de tager deres bid af kagen. Hvert år snupper de 15 millioner pund til deling i udbytte, og til januar snupper de næste portion. Og den er lige så stor som sædvanlig.

Hvem der dog bare var lykkelig klubejer med aktier i klubben, men uden aktier i klubbens velbefindende. Så behøvede man ikke irriteres og frustreres over en varmlufts-DJ, der bare spiller den samme plade igen og igen, mens skiber synker.