Hvor længe skal vi vente på nummer 21?

Foto: Getty Images

Egentlig havde jeg allerede skrevet min kommentar inden kampen mod Liverpool, men jeg føler ikke, at jeg kan ignorere den oplevelse, vi var vidner til søndag aften. Derfor vil jeg forholdsvist kort indlede kommentaren med en umiddelbar reaktion på det knusende nederlag, som jeg vil mene er det pinligste siden 1-6 mod City på Old Trafford i 2011.
Den markante forskel fra sidste sæsons grufulde oplevelser mod Liverpool sammenlignet med søndag aften var, at jeg denne gang kunne tillade mig at have forventninger til holdet grundet en lang periode med fremgang. Alle forventninger blev dog skudt til jorden i et pinligt kollaps. Jeg er i tvivl om resultatets betydning for den resterende sæson og er derfor spændt på reaktionen i de kommende kampe mod Real Betis og Southampton.
Hvis United rent faktisk er et stærkere hold med bedre kemi end i sidste sæson, forventer jeg, at der er tale om en ’enlig svale’. Jeg er stadig 100 procent tryg ved Ten Hag, men det skal give anledning til bekymring, at man stadig kan kollapse ligesom ved flere lejligheder i sidste sæson. Måske er det ”godt”, at blive smadret og få et såkaldt reality check efter en lang periode med svæven på den lyserøde sky. Det vigtigste er, at der arbejdes videre med langsigtede ambitioner – og deri en balanceret mængde af selvindsigt, mod og drømme.

Titlen på denne kommentar ligger umiddelbart op til flere fortolkningsmuligheder. Eksempelvis: hvor tålmodige skal vi være over for Antony’s svingende præstationer? Dog er jeg i denne kommentar væsentligt mere optaget af det forestående 10-årsjubilæum siden det seneste mesterskab – og i den anledning, hvor længe vi skal vente på det 21. mesterskab.
Det vil være rart, hvis mesterskabstørken bliver afsluttet i Erik Ten Hags første sæson, som den ultimative manifestation af, at Manchester United er tilbage. Dog har det ingenlunde været en forventning fra min side. Ud fra sæsonen indtil videre er succeskriteriet for mit vedkommende kun top-4 (måske lidt beskedent), hvilket jeg dog overhovedet ikke anså som realistisk forud for sæsonen.

Meget peger heldigvis i den rigtige retning – og effekten af Erik Ten Hags ansættelse i sommer har været enorm på overraskende kort tid. Havde man efter sidste sæson forventet, at klubben cirka et halvt år senere ville have vundet Carabao Cuppen, nedlagt Barcelona, spille overvejende kontrolleret og stadig være en anelse i spil til det engelske mesterskab, ville jeg have kaldt det jubeloptimistisk og stærkt naivt.
Vinderkulturen og mentaliteten er også helt anderledes, hvilket måske er den vigtigste forandring. Jeg er ikke i tvivl om at Erik Ten Hag har taget kontrollen over klubben med skarpe ordrer til ledelsen om at blande sig uden om den sportslige opsætning, hvilket eventuelle nye ejere også skal acceptere, hvis videre udvikling og succes skal forekomme.
Med tanke på konflikterne undervejs i sæsonen er der ikke længere tvivl om, hvem der er øverst i fødekæden i Manchester United. Ten Hag er dog ikke at finde på en piedestal, men han går altid forrest og repræsenterer klubbens værdier på fornem vis – eksempelvis når der løbes 13,8 kilometer efter ydmygelsen mod Brentford, eller når han efter finalesejren over Newcastle udsender et brev til fansene som tak for opbakningen og som påmindelse om, at arbejdet kun lige er begyndt. Apropos nederlaget til Brentford – og Brighton – er jeg overbevist om, at de var godt givet ud på den lange bane, da det var en øjenåbner om klubbens ubegribelige tilstand på trods af en fornuftig preseason.

Fodbold er en holdsport, hvorfor kollektivet er den vigtigste faktor til succes. Særligt Varane, Martinez og Casemiro bidrager med vinderkulturen, hvor holdet kommer i første række. Skaden til Eriksen har heldigvis ikke haft betydning for holdets præstationer, hvilket også understreger en forbedret bund i holdet og den vellykkede integration af Ten Hags idéer på – og uden for – banen. Kort sagt er man blevet mindre afhængig af enkelte spilleres evner i modsætning til foregående sæsoner.

Spørgsmålet er, hvor langt United er fra at tage skridtet til at vinde klubbens 21. mesterskab – og/eller Champions League. Jeg ser nogle klare svagheder, der skal elimineres til sommer, hvis man skal avancere yderligere i tabellen og i Europa. Først er det ikke tilstrækkeligt med Rashford som eneste målscorer, og der er derfor et behov for en ægte 9’er, som garanterer 25-30 mål pr. sæson. Jeg synes, det er ærgerligt, at Weghorst ikke er skarpere foran målet, da han ellers besidder en fantastisk arbejdsmoral. Derudover er der generelt et behov for bredde på midtbanen, og jeg tror bestemt, at Sabitzer kan udfylde rollen på længere sigt. Han lader til at have teknik, fysik og den spilforståelse positionen kræver.
I forsvaret er min bekymring dalende grundet det høje kontinuerlige niveau fra Varane, Martinez og Shaw. Dog er bredde igen en mangel, da vi ved at Varane er skrøbelig, og jeg er hverken imponeret af Lindelöf eller Maguire. På højre back lader Ten Hag til at være i tvivl om, hvem han foretrækker. Jeg går klart med Wan-Bissaka, der også har løftet sit niveau gevaldigt i 2023. Målmandspositionen har været til debat længe, hvilket andre kommentarer også har diskuteret. United er tidligere blevet mestre med De Gea på holdet – og anno 2023 er han ikke ringere end for 10 år siden. Jeg mener ikke, at De Gea udgør et akut problem, der forhindrer United i at være kandidater til mesterskabet - velvidende at han dog har begrænsninger i spillet med fødderne.

Med udgangspunkt i den markante udvikling, der forhåbentligt vil fortsætte, og at det antages, at man styrker truppen til sommer, kan United måske blive en outsider til mesterskabet allerede i næste sæson. Spørgsmålet er bare om man kan tabe 7-0 til Liverpool og stadig være outsider til mesterskabet? Men alt er gået fra håbløst til at være i klar bedring på kort tid. United vil ikke være favoritter, men dog et bud på en alternativ mester, håber jeg.
Min pointe er derfor også, at hvis udviklingen fortsætter, bør United have niveau til at vinde klubbens 21. mesterskab om nogle år. Jeg hæfter mig også særligt ved, at Old Trafford igen er blevet et fort, hvilket særligt er afgørende, hvis man skal langt i Champions League. Kvalificerer United sig til Champions League, vil man langt fra være favoritter i næste sæson - men en grim modstander for de fleste hold. Selv for den neutrale seer kan United blive en fornøjelse af følge fremover grundet den energiske og underholdende tilgang til fodbold af Ten Hag.

Med hensyn til søndagens nederlag til Liverpool vil jeg ikke bruge den anledning til at kaste unødvendige mørke skyer ind over Old Trafford. Jeg negligerer ikke nederlagets omfang, men fodbold bliver ofte betragtet i et meget sort-hvidt-perspektiv, hvilket netop vil være at negligere den imponerende fremgang, vi har bevidnet i løbet af sæsonen.
Der er meget arbejde endnu, men en kamp må aldrig blive definerende.