Hvor skal vi hen, Ole?

16. oktober 2019
Rasmus Onslev Kremmer
Hvor skal vi hen, Ole?

Foto: Getty Images

Ole Gunnar Solskjær startede sin karriere i spidsen for Manchester United som lyn og torden, men det føles efterhånden som længe siden, og det er bekymrende, at det efter 10 måneder ikke er tydeligt, hvad planen er – hverken på grønsværen eller ledelsesganen.

Manchester United er for mange fans lig med optimisme og jagten på drømme. I de seneste par sæsoner er drømmene dog blevet mere og mere beskedne, for vi ved godt, at det næste mesterskab ikke venter lige rundt om hjørnet.

Sidste sæson kan bedst betegnes som en rutsjebanetur, og desværre ender de fleste rutsjebaneture på jorden. Manchester Uniteds sæson var ingen undtagelse. Der var et lille glimt af lys i mørket halvvejs inde i sæsonen, men både begyndelsen og afslutningen var elendige og viste, at der er lang vej tilbage til toppen af såvel engelsk som europæisk fodbold.

Oles plan – eller mangel på samme

Ole Gunnar Solskjær tog både spillere og fans med storm for 10 måneder siden, men sluttede sæsonen med en forfærdelig stime af dårlige præstationer. En stime der er fortsat i den nye sæson, og som begynder at give dybe panderynker.

For selv om Manchester United har været uheldige med skader, er den nuværende form bekymrende. Solskjær viste sig i sine første kampe både som en leder og en dygtig taktiker. Han var ikke bange for at ændre taktik fra kamp til kamp og justerede små ting i løbet af kampene. I dag virker han mere eller mindre handlingslammet. Jeg savner en tydelig strategi, der fortæller, hvad han gerne vil.

Der er masser af studier, der viser, at det er vanskeligt at gå fra strategi til praksis. Det er samtidig også noget af det, der kendetegner dygtige ledere – de viser retning og får deres medarbejdere med.

Det kan godt være, at Solskjær har nogle ideer om, hvordan spillet på banen skal se ud, men det er som tilskuer umådeligt svært at få øje på. Jeg er helt med på, at materialet sætter visse begrænsninger, men selv under van Gaal og Mourinho var man ikke i tvivl om spillestilen, om end den var meget forskellig og kedelig i begge tilfælde.  

Jeg er indforstået med, at klubben er i en genopbygningsproces, hvor store dele af holdet skal ændres, og at det tager tid. Men jeg er i tvivl, om Solskjær er dygtig nok til at stå i spidsen for den forvandling. Han er just ikke blevet ansat på sine meritter, og selv om han hele tiden har sagt de rigtige ting, virker det som om, at han nu har vanskeligt ved at bakke ordene op med handling.

Det er en romantisk tanke, at Solskjær får succes, men lige nu ligner det desværre også blot som en tanke. Jeg taler ikke om en fyring i dag eller i morgen, men hvis den dårlige form fortsætter, har klubben ganske enkelt ikke råd til at lade være.

Woodwards gør-det-selv-projekt

Pilen peger dog ikke kun på Solskjær. Manden med ansvaret for butikken er Ed Woodward. Det har desværre vist sig, at han er væsentlig dygtigere til at lave forretninger end til den sportslige del af gamet.

Det er umuligt at forestille sig, at han selv går, eller at ejerne skiller sig af med ham, for han var Glazers mand i forbindelse med overtagelsen af klubben.

Derfor må den næstbedste løsning være, at der bliver lagt en langsigtet strategi for, hvordan Manchester United kommer tilbage på trofæsporet. Spørgsmålet er imidlertid, om Woodward er villig til at slippe lidt af kontrollen. Vi er i hvert fald mange, der spejder forgæves efter den lovede sportsdirektør, der kan sikre kontinuiteten på trods af skiftende managers.

Woodward og Solskjær vil givetvis sige, at de allerede har lagt en strategi, og at sommerens transfervindue er en indikation på den strategi.

Wan-Bissaka ligner da også et suverænt køb til pladsen som højre back, og selv om vi kan diskutere, om Maguire var den bedste løsning til pladsen ved siden af Victor Lindeløf, er han en markant forbedring og måske den leder, som forsvaret har manglet i flere år. Derfor skal Woodward og Solskjær have ros for at handle på udfordringerne i den defensive ende.

Til gengæld dumper de i forhold til midtbane og angreb. Det er ikke til at vide, hvad planen har været, men faktum er, at Ander Herrera, Alexis Sanchez og Romelu Lukakau er væk. Det vil sige, at ikke nok med, at holdet ikke er blevet forstærket offensivt. Det er ligefrem blevet amputeret. Der mangler simpelthen gode argumenter for ikke at investere pengene fra Lukakus salg. I stedet ender Manchester United med at have brugt omkring 70 mio. pund netto på et hold, der skriger efter forstærkninger.  

Er vi fanget af fortidens traditioner?

Solskjær og Woodward ved godt, at selv om vi fans skriger på forstærkninger, vil vi også se akademispillere blomstre. Der er en lang og stolt tradition for at føre spillere fra akademier op på førsteholdet. Fra Busby Babes over The Class of ‘92 til senest Rashford, Lingard mv.

Hvis vi kigger på spilletiden for tidligere akademispillere i den seneste sæson, kan vi da også se, at Manchester United ifølge Skys Sports topper listen ganske suverænt med 9.334 minutter (mod 6.858 minutter sæsonen før). Det svarer næsten til en fjerdedel af holdets spilletid i ligaen. Nummer to på listen er Tottenham med 6.887 minutter, mens Liverpool og Manchester City gav henholdsvis 2.600 minutter og beskedne 371 minutter.  

Selv hvis vi fjerner Pogbas 3.245 minutter fra ligningen, vil Manchester United høre til i toppen af listen. Der er intet, der tyder på, at spilletiden til klubbens egne talenter bliver mindre i denne sæson. Scott McTominay og Andreas Pereira spiller mere eller mindre fast, og Solskjær er begyndt at køre den nye generation i stilling i form af Tahith Chong, Angel Gomes, James Garner, Mason Greenwood mv.

Det er da også tal, der varmer ethvert Manchester United-hjerte. Men det er ikke udelukkende positivt, at akademispillere får endnu mere spilletid i denne sæson. Det vidner nemlig også om manglende indkøb.

Romantikere vil måske drage en parallel til 1995, hvor Ferguson skilte sig med en række profiler som Paul Ince og Mark Huhges og satte sin lid til David Beckham, Paul Scholes, Gary Neville, Nicky Butt mv. Forskellen er imidlertid, at The Class of ’92 kom ind på et godt hold og kunne læne sig op ad spillere som Eric Cantona, Peter Schmeichel, Steve Bruce og Roy Keane. Alle spillere, der gik forrest.

The United Way 2.0

Det er positivt, at Solskjær har peget på og fået spillere, der tilsyneladende brænder for at spille for Manchester United. Hvis der er noget, vi fans er trætte af at høre på, er det, at spillerne prøvede, og at det bliver bedre i næste sæson. Den sang har vi nu hørt i seks år, og den er ved at være kedelig.

Vi beder ikke om nyt mesterskab i morgen, men vi vil se kampgejst, vilje og ærgerrighed fra spillerne samt en tydelig retning fra ledelsen.

På den anden side er der stadig store mangler på holdet og for mange spillere, som ikke burde være i klubben.

Der er lang vej til toppen, og det kommer bl.a. til at kræve et par transfervinduer med større succes end sommerens. Og det helt store spørgsmål er, hvem der skal stå i spidsen for dem – både på øverste niveau og som manager. Uanset hvem det er, håber jeg, at vedkommende formår at implementere en ny strategi, så det bliver tydeligt, hvad The United Way 2.0 egentlig er. For lige nu virker klubben fanget af fortiden og uden en klar strategi for fremtiden.

Indtast en gyldig email adresse
Tak for din tilmelding!