Ikke flere quickfix!

10. september 2019
Mads Kaltoft Nørring
Ikke flere quickfix!

Ikke flere quickfix!

Af Mads Kaltoft Nørring

Foto fra: Getty Images

I denne klumme belyses argumenterne for at beholde Solskjær. Det er derfor et bevidst valg ikke at argumentere for det modsatte.

Ole Gunnar Solskjær er hos bookmakerne en af de absolutte favoritter til at blive fyret som den næste Premier League-manager. Det skyldes hovedsagligt, at United kun har vundet 3 af sine seneste 16 Premier League-kampe, samt at klubben igen i denne sæson er kommet halvskidt fra start med 5 point ud af 12 mulige, hvilket rækker til en blød 8. plads.

Er løsningen at fyre Solskjær og ansætte en ny manager? Det lette svar er ja, og der er mange - også fine - argumenter for, at det er den eneste rigtige udvej. Alligevel bør man tænke sig rigtig godt om!

Siden Sir Alex Ferguson trak sig tilbage i 2013, har United haft fem managers: Moyes, Giggs, Van Gaal, Mourinho og nu Solskjær. Allerede her er første argument for ikke at fyre Solskjær: Det er tydeligt, at nye managers ikke ensbetydende med succes - heller ikke selvom man har et imponerende CV, som både Mourinho og Van Gaal kunne bryste sig af at have, da de blev ansat. Det kan altså ikke garanteres, at en ny manager vil kunne bringe klubben tilbage til fordums styrke fra det ene øjeblik til det andet. For enhver ny manager kræver det plads til at implementere nye ting, tid og fuld opbakning fra ledelsen. Her bliver det heller ikke lettere af, at Manchester United bliver styret af en sportslig inkompetent, men kommercielt fantastisk ledelse med Glazers og Woodward i førerhuset. Men det er ikke det, der skal fylde i denne klumme. (Alligevel skal det da nævnes, at jeg ønsker, at der er hold i rygterne om van der Sar som kommende sportsdirektør!)

Andet argument er, at vi for første gang siden Ferguson (træk gerne Giggs ud af denne sammenhæng) har en manager, der ønsker at tilpasse sig klubbens filosofi - modsat tidligere, hvor klubben har skulle tilpasse sig en managers filosofi. Solskjær har flere gange bedyret, at han ønsker en offensiv tilgang til spillet med et højt genpres bestående af unge - gerne britiske - spillere, der sætter klubben over sig selv. Og hvis vi hæfter os ved det sidste, blev det tydeligt, at Solskjær og klubben på den front viste format i transfervinduet. De store stjerner udeblev for i stedet at tilknytte Aaron Wan-Bissaka, Harry Maguire og Daniel James, der alle valgte United med hjertet. Maguire afviste sågar City. I øvrigt var de tre nye nomineret til månedens spiller i august. Dybala var tæt på, men ville det ikke nok, og han blev droppet: Fantastisk! Hvis der er noget historien fra de seneste fem år har lært os, er det, at store stjerner på ingen måde er det bedste bud på en løsning i forhold til klubbens nuværende udfordringer! Selvom vi alle havde ønsket os en spiller eller to mere - i særdeleshed til midtbanen og angrebet, hvilket Solskjær også selv havde, bør den ændrede transferpolitik og de typer, der er hentet ind, give grobund for optimisme frem mod de kommende transfervinduer.

Selvom det kontinuerlige offensive sprudlende spil fortsat lader vente på sig i flere perioder af kampene, øjner man alligevel, for første gang i lang, lang tid, en vision og et koncept, som der på sigt er perspektiver i. Og hvad er på sigt? Det er to-tre års tid. Det er den tid, vi skal give Solskjær for at implementere hans - eller måske rettere klubbens (gamle) filosofi. Og hvordan ses de perspektiver så? Presspillet er blevet en anelse mere aggressivt, end det tidligere har været, og vi er mere målsøgende end tidligere, hvilket 63 målforsøg i de første fire kampe er et fint bevis på. Dertil er de 7 mål, som United har scoret i de første 4 kampe, tredje mest af alle hold i ligaen. Vi har fået luget ud i en trup, der var for fyldt med spillere, der enten ikke var gode nok eller gad klubben nok (og her er der mere arbejde i vente) - noget fansene har skreget efter i årevis! Dertil har United i snit haft bolden 60% af tiden i de 4 Premier League-kampe indtil videre, hvilket også fortæller noget om, at Solskjær ønsker at være et hold, der skaber kampene - modsat Moyes og Mourinho.

 

Tredje og sidste argument er, at Solskjær er bakket op af en stab, der som ham selv, har United-DNA’et løbende i blodårerne. Lige pt. er der ikke bedre alternativer til at få implementeret noget af det, United-fansene i lange perioder har skreget efter: United a la Busby, United a la Ferguson. Bliver Solskjær fyret, ryger store dele af staben sandsynligvis også. Og hvem kommer så ind? Det kan man kun gisne om. Men det bliver næppe en stab med lige så meget kendskab til United, som dem, der sidder der nu. Og til dem, der skulle mene, at det måske er for pladderromantisk at drømme sig tilbage til de gode gamle United-dage: Vi har prøvet med andre typer managers, der ville tingene på den anden måde. Og husk også, at Fergusons grundlæggende værdier baserede sig på Matt Busbys, og der var alligevel ca. 15 år mellem dem. Der er trods alt kun 6 år mellem Ferguson og Solskjær.

Én ting de seneste fem managers har til fælles er, at de alle har sagt, at klubben er i en proces, der tager tid. Måske er det på tide, at vi erkender, at det er det, klubben er i: En proces. Og at denne proces rent faktisk tager tid. Men at vi bakker det op og giver det tid.

 

 

Indtast en gyldig email adresse
Tak for din tilmelding!