Ingen smutveje til mesterskabet

Efter en miserabel december er gulddrømmene sørme røget sig en tur, for femte sæson i træk. Tillykke til Manchester City med et overlegent mesterskab og med flot, offensivt spil.

For mig er der ikke noget mystisk i, at klasseforskellen op til City er så stor. Det handler ikke om, at Guardiola er et stort geni, eller at Mourinho ”har mistet omklædningsrummet”. Nej, det handler såmænd om, at Manchester City har bedre spillere på en række positioner.

Hvis Manchester United igen skal blive et hold, der spiller med om det engelske mesterskab og Champions League, skal førsteholdet derfor forstærkes – med verdensklassespillere eller spillere med verdensklasse-potentiale.

Det gælder i særlig grad på de offensive positioner. Jeg savner kreativitet, temposkift og gennembrudsfarlighed, når United angriber. Jeg savner uforudsigelighed. Spillere, der kan begejstre.

Jeg ved godt, at den slags spillere ikke hænger på træerne, og at konkurrencen om dem er hård. Men penge er mig bekendt ikke en mangelvare på Old Trafford.

Indtil holdet bliver forstærket, vil det være hjælpsomt, hvis vores træner entydigt satsede på de spillere i truppen, der rent faktisk har potentiale til at spille i verdensklasse.

Luke Shaw blev købt for 30 mio. pund, fordi han var Englands mest lovende unge venstre back. Henrikh Mkhitaryan har i årevis været en af de største offensive profiler i Bundesligaen og måske Europas farligste kontraspiller. Hvad så med at vise dem tillid i stedet for i månedsvis at fryse dem ud af truppen (og offentligt tale dårligt om dem)?

Anthony Martial blev købt for et endnu større beløb end de to, fordi han var en ekstremt lovende offensivspiller, der kunne sammenlignes med en ung Thierry Henry – eller med Kylian Mbappé, der afløste ham i Monaco. Hvorfor starter han så ude lige så ofte, som han starter inde?

Jeg siger ikke, at der er spillere, der skal starte inde hver gang, uanset hvordan de spiller. Men jeg taler om at satse helhjertet på de spillere, der har potentiale til at løfte holdet. Og om at få det bedste frem i netop de bedste spillere.

Forleden, mod Everton, var Paul Pogba skubbet frem på en mere offensiv position – og omsider viste han høj klasse. En tilfældighed? Næppe. Hvorfor starter han så næsten altid på en mere defensiv position?

Jeg ville elske, hvis en lokal gut fra Manchester kunne blive Manchester Uniteds næste verdensstjerne, men man må også være realistisk. Og nej, Jesse Lingard og Marcus Rashford bliver aldrig gode nok til startopstillingen på et hold, der spiller med om mesterskabet.

Det handler om kvalitet. Og om mangel på samme. Der er ingen smutveje til at vinde det engelske mesterskab.