Lest we forget

Foto: Getty Images

I en svær tid for Manchester United og klubbens supportere kan det med fordel være en god idé at kigge lidt tilbage og huske på, at tingenes tilstand har været værre, meget værre. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når man tænker på, at MUFC var enddog meget tæt på at blive afviklet som fodboldklub i kølvandet på den skelsættende februar dag. 

6 februar 1958 var dagen, hvor Manchester United blev forandret for altid. Flytragedien i München er blevet et synonym med klubben, og de tragiske hændelser er nærmest vævet ind i Uniteds DNA. Et DNA, der hvert år beder os mindes Sir Matt Busby og hans ”Bouncing Babes”. Syv spillere og tre klubrepræsentanter blev dræbt denne skæbnesvangre dato. Duncan Edwards kæmpede og fightende, det bedste han havde lært. Men selv han måtte give op, og den 21. februar, 15 dage efter ulykken blev han den 8. spiller, der mistede livet. I alt blev 23 mennesker dræbt den kolde snefyldte dag i Tyskland.

Vi mindes, fordi vi har en forpligtelse til aldrig at glemme historien, aldrig glemme hvad disse fantastiske spillere gjorde for Manchester United. Aldrig glemme hvem vi var, og hvor vi kom fra. Vi mindes, fordi vi aldrig må glemme legenden om dette prægtige hold, der for alvor var på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. Hjemme var dette United hold mestre to år i træk. Det talentfulde kuld var ved at opfylde sit store potentiale for alvor. Året forinden var Real Madrid blevet for stærke i semifinalen for mesterhold. Efter sejren sammenlagt over Røde Stjerne i Beograd ventede AC Milan i endnu en semifinale. Skulle 1958 endelig være året hvor ”The Busby Babes” erobrede Europa?

Vi kender alle svaret, og derfor brænder forpligtelsen til stadig at mindes. Det ”moderne” Manchester United og alle dets tilhængere, er forpligtet til, for altid, at dvæle ved og sørge den 6. februar. Vi er forpligtet til at mindes, hvad der er én af grundpillerne i Manchester United, og som udsprang af Matt Busbys filosofi; Er du god nok, er du gammel nok. I over 80 år har United til hver eneste kamp haft en egenproduceret spiller enten i startopstillingen eller på bænken. Dette etos løber dybt i Manchester Uniteds DNA.

Vi er forpligtet til at mindes, at Matt Busby, på sit sygeleje, bad Jimmy Murphy om, at ”Keep the flag flying”, hvilket Jimmy Murphy gjorde fremragende, og Murphy bærer et stort ansvar for, at United eksisterer den dag i dag. Vi er forpligtet til at mindes, at på sit sygeleje fik den skotske manager den sidste olie tre gange. Bare for stædigt at kæmpe videre mod livet og bedre tider. Præcis som Manchester United rejste Matt Busby sig som en anden Fugl Føniks og arbejdede ufortrødent videre i jagten på sin hellige gral; Pokalen med de store ører. En jagt der sluttede den 29. maj 1968 med en 4-1 sejr over Benfica på Wembley.

Vi er forpligtet til at mindes de mange tragiske historier, der knytter sig til München-ulykken. Tænk, hvis det var Class of 92, der med ét var væk! Tænk, hvis vi febrilsk måtte vente på opdateringer foran radioen og næstedags aviser. Tænk, hvis alt hvad du havde kært, og alt hvad du forgudede fra den ene dag til den anden brutalt blev revet væk fra dig. Vi er forpligtet til at huske, at det var lige nøjagtigt sådan Manchester, og England, havde det.

Vi er forpligtet til at mindes, at den 6. februar var dagen, hvor Bobby Charlton, ifølge broderen Jackie Charlton, mistede sit smil. Vi er forpligtet til at mindes, at Harry Gregg gik ind i det brændende fly, og blandt vragdele og elendighed reddede han flere af sine holdkammerater og medpassagerer ud.

Vi er forpligtet til aldrig at glemme, at uanset hvor Manchester United befinder sig, så ville vi aldrig være der uden Matt Busby, Jimmy Murphy, alle ”Bouncing Babes” samt alle de mennesker, der i kulissen, væk fra offentlighedens bevågenhed, arbejdede stenhårdt på at bringe Manchester United på fode igen.

A broken plane
A broken dream
A broken heart
A broken team
A silent vow
We love you then
We love you now

The Flowers Of Manchester

Lest we forget.