November 1986

Foto: Getty Images

Set i lyset af de sidste dages Ronaldo begivenheder burde kommentaren vel egentlig omhandle vores overmodne portugiser, hans mangel på situationsfornemmelse samt hans evige voldsomt belastende narcissistiske personlighedsforstyrrelse. Men jeg gider ikke skrive om den falmende superstjerne. Han får overskrifter mange andre steder. Det er dog sikkert, at han skal ud af Manchester United, og det skal være nu. Farvel og tak. Du vil ikke blive savnet.

Og så til et meget sjovere emne; nemlig betydningen af november måned for MUFC!

November måned bør altid være speciel for os United-fans. Det på trods af at der ikke bliver delt trofæer ud før i maj. Ligaen er godt i gang, men intet er afgjort, FA cuppen er ikke startet, og Champions League gruppespillet har stadig runder tilbage, så hvorfor egentlig glæde sig over november når der er seks måneder til at sølvtøjet bliver fordelt?

Du kære læser har måske regnet det ud, men november måned er måneden, hvor Uniteds nyere
succeshistorie sagte tog form, og hvor klubben påbegyndte sin vej mod at rejse sig, som en anden Fugl Føniks. United har gennem tiderne navigeret sig ud af store udfordringer. Det være en trussel om bankerot eller tabet af de legendariske Busby Babes.

Manchester United Football Club er derfor ikke ubekendt med at skulle fighte for sin overlevelse, helt så dramatisk og tragisk var situationen ikke i november 1986. Bevares, klubben sejlede rundt i første division og en, efter sigende, drukkultur blandt spillerne gjorde, at United var længere væk fra hæder end længe set. Men det var ikke et spørgsmål om liv eller død, selvom mange fans på det tidspunkt, havde netop dén følelse.

Ron Atkinsons United projekt virkede til at være færdigt, og ganske rigtigt blev den flamboyante englænder smidt på porten efter det forfærdelige 4-1 nederlag til Southampton i League cuppen. Atkinson kvitterede med at invitere spillerne hjem til sig selv til en farvelfest!

Dagen efter, den 6. november, begyndte den føromtalte historie. Efter flere hemmelige forhandlinger blev det nemlig en realitet, at Aberdeens succesfulde manager Alexander Chapman Ferguson blev ny United boss. Ingen United fan ville på det tidspunkt have troet, at klubben, indenfor en rimelig fremtid, ville sætte sit voldsomme præg på engelsk fodbold og vippe scouserne af deres pind. Fergies ansættelse blev en gamechanger og bragte United tilbage, hvor klubben hørte hjemme.

Nemlig som det dominerende hold i England.

Fergusons vej mod hæder var langtfra ligetil. De første sæsoner var reelle rutsjebaneture. Og flere medier spekulerede i, at Sir Alex var blevet fyret, hvis ikke det var for Mark Robins og dét mål mod Nottingham Forest. Uniteds tidligere formand, Martin Edwards, har benægtet disse historier, men i realiteten var Fergies projekt under et kæmpepres. Klubben havde brugt mange penge på tvivlsomme transfers, og
resultaterne afspejlede ikke investeringen. United vandt FA cuppen, og resten er historie, som man siger.

26 år efter sin ankomst og 38 trofæer rigere sagde den mest succesfulde manager i historien stop, og i maj 2013 var det farvel til hans elskede United.

Pointen med denne kommentar har derfor to ben at gå på.

For det første har jeg fornemmelsen af, at vi ikke helt var klar over, hvor speciel og fantastisk Fergie var, mens han var manager. Vi blev forkælet med store oplevelser, fantastiske mål, vanvittige kampe og utallige trofæer. Vi tog det nærmest for givet at være succesfulde. Følelsen af endnu et mesterskab var jo bare noget, vi blev vant til. Det går først op for én hvor specielt noget var, når det ikke længere er tilstede.

Jeg stod selv på Stretford End og så van Persie´s hattrick mod Aston Villa. Ikke i min vildeste fantasi skulle der gå mere end ti år, før vi løftede Premier League trofæet igen.

Men denne årrække er snart en realitet, og når vi skal være helt ærlige, har det været en beklagelig rejse fyldt med elendighed. Som dagene flyver, forstærkes indtrykket og oplevelsen af, hvor unik og enestående SAF var for United.

Den anden pointe med denne kommentar er derfor, hvis vi skal lære af historien, at projekt Erik ten Hag simpelthen bliver nødt til have tid til at sætte sit præg på hele MUFC. Det virker som om, at han har bragt de rigtige indstillinger tilbage i spillerne og i organisationen. Godt er ikke godt nok, hårdt arbejde er vejen frem, og disciplin er en nødvendighed. Dette kan godt minde om de samme værdier, som Sir Alex bragte ind i klubben november 1986. Tålmodighed er en dyd, bare ikke i topfodbold. Ønsket er, at den øverste ledelse i Klubben har det lange lys på og stoler på processen.

26 år og 38 trofæer er nok for meget at forvente af vores hollandske manager, men giv ham arbejdsro, så er håbet, at ten Hag kan bringe os tættere på ”The Promised Land”, som Alexander Chapman Ferguson åbenbarede for os alle.