Pog-off Raiola

18. februar 2020
Lars Bertelsen
Pog-off Raiola

Foto: Getty Images

Paul Pogbas agent er kommet i infight med Ole Gunnar Solskjær. Det er en krig på ord, som i virkeligheden handler om, hvem der har magten over franskmandens fremtid. Derfor er det på tide, at Manchester United smider Mino Raiola på porten en gang for alle og viser, hvem der bestemmer over spillernes fremtid. 

Endnu engang er den hollandske agent, Mino Raiola, i vælten. Denne gang er han kommet i ordkrig med Ole Gunnar Solskjær, efter nordmanden har udtalt, at det er Manchester United, der ejer Paul Pogba. Solskjærs udtalelser kom som en reaktion på, at Raiola fortalte om Pogbas ønske om at forlade Manchester United. Solskjærs kommentar fik Raiola til tasterne, og kort før det vigtige brag mod Chelsea postede Raiola et udbrud på Instagram, hvor han slog fast, at Pogba i hvert fald ikke er nordmandens ejendom. 

Efterfølgende har Raiola forsøgt at glatte ud, men timingen i udbruddet siger det hele – hverken agent eller spiller har nogen interesse i Manchester United andet end penge. Derfor bør klubben skille sig af med begge til sommer.

Pogba over klubben
Paul Pogba blev hentet retur til Manchester United i 2016 som verdens dyreste fodboldspiller. Franskmanden var tiltænkt en central rolle i genrejsningen af Manchester United, men fire år senere, er det svært at få øje på, hvilken forskel han har gjort.

Spilmæssigt var Pogbas bedste sæson i Manchester United hans første. Siden er det gået ned ad bakke, og i denne sæson har mystiske skader foreløbigt holdt ham på sidelinjen i 33 ud af 40 kampe. Pogbas tilstedeværelse på sidelinjen er nok en tilsnigelse. I virkeligheden har Pogba været alle andre steder end i nærheden af holdets kampe. Genoptræningen er foregået under eksotiske himmelstrøg i Dubai og til smarte fester i Miami. I stedet for at støtte sine medspillere har Pogba valgt at gå egne veje som et klokkeklart bevis på, at han er uden for kontrol og sætter sig selv over klubben.

Uholdbar situation
Manchester United har utvivlsomt appetit på at sælge Paul Pogba, men et salg vil også medføre et stort imagetab. Og med Raiolas temperament og seneste udbrud i baghovedet, så kommer et salg ikke til at gå stille for sig. Alligevel står Manchester United efterhånden uden et valg. Raiolas og Pogbas opførsel har skabt en så uholdbar situation, at klubben bliver nødt til at stoppe samarbejdet – for nu og for fremtiden. Raiolas klienter bør ikke være velkomne i Manchester United, og meget tyder faktisk på, at det er klubbens nye standpunkt, efter man træk sig fra en handel med Erling Braut Haaland, der også repræsenteres af Raiola.

Nøglen til transfers
Pogba kan dog alligevel vise sig at spille en afgørende rolle for Manchester Uniteds fremtid. Klubben står foran et særdeles vigtigt transfervindue til sommer, hvor Solskjær har efterlyst op til seks nye spiller. Her kan Pogba blive nøglen. Klubbens nettoforbrug på transfers har i årene efter Ferguson ikke oversteget 150 mio. pund. Derfor kan dette beløb givetvis ses som klubbens øvre grænse for transferbudgettet, hvilket vil gøre et salg af Pogba afgørende for, at man kan få hentet de ønskede spillere ind. Derfor kan man håbe, at Raiola og hans klienter er fortid i Manchester United til sommer. Herfra vil der i så fald lyde et tak for denne gang – i vil ikke blive savnet.