Sæsonstart

03. august 2022
Henrik Sally Jacobsen
Sæsonstart

Foto: Getty Images

Sæsonen står for døren.
Sidste sæsons mareridt skal for alvor sparkes på afstand. Forhåbentligt.
Sommerpausen efter den ringe sæson giver optimisten fornyet tro på egne kræfter og drømmene
om guld og pokaler lever igen.
De positive sider ved spillet og truppen bliver fremhævet og udviklingsmulighederne bliver
anskuet med nye briller. En bred trup med mulighed for et hav af forskellige sammensætninger og
opstillinger.
Især i den offensive del. Martial har under træningskampene været som forvandlet. Sancho har
vist lovende takter og selv Rashford har lykkedes med både driblinger og mål.
De unge talenter står i kø for at vise hvad de har og kan.
ETH’s ankomst giver for alvor tro på at vingerne kan bære de store forventninger. Nu kommer der
endelig en No nonsens mand der ikke gider håndtegn, blåt hår og strandfodbold i verdens største
turnering. En mand i træningsdragt der lever og ånder fodbold og har en klar linje i forhold til hvad
han vil og hvordan systemet skal være.
Hans taktiske formåen, hans evne til at få spillerne til at yde 100 % hver gang og hans evne til at få
spillerne til at forstå hvad det er han vil lover godt. Han gjorde det i Ajax. CL semifinale med store
drenge fra den hollandske skole og nogle enkelte erfarne spillere. Tre hollandske mesterskaber på
fire sæsoner. Hvor langt vil han så ikke kunne komme med nogle af de største talenter og en tung
pengepung?

Pessimisten vil mene de manglende indkøb, den udeblevne slankning af truppen og den samme
ejerkreds vil give os mere af det samme. Ringe ”gegenpres”, famlende offensiv og fejlplaceret
forsvar.
Vil en ny træner kunne få mere ud af den samme trup? RR virkede som en mand der var meget
åben og tydelig i sin formidling af hvad det var han ville. Og det blev ikke omsat til succes på
banen. Hvorfor skulle ETH så kunne tage den samme Manchester United trup, ikke et, men to
skridt videre så det for alvor kunne blive sjovt?
En trup med storhedsvanvid hvor troen på egne evner ikke stemmer overens med virkeligheden.
Rashford er ikke Englands svar på Mbappe. Sancho har ikke vist at han er det store talent som han
er blevet udråbt til.

Varane har ikke givet den fornødne ro nede bagi. Når han ikke er skadet kan han virke famlende.
Lindeløf har været for afventende og som en anden ishockyspiller bakkende i sit forsvarsspil.
Maguire havde en rædselssæson. Man skulle tro at drukturene i Grækenland var kommet på
afstand men aldrig har han været mere fejlplaceret og tung. Offensivt genpres gjorde heller ikke
noget godt for ham. Alt for meget plads omkring ham.

En Ronaldo der i skrivende stund tilsyneladende mangler bejlere og åbenlyst vil væk, vil måske
være en kilde til splittelse i truppen og i forholdet til den nye træner.
ETH der ligner en gymnastiklærer fra 80’erne med stopur og fløjte passer måske ikke ind hos
superegoet CR7 der mest af alt lader til at ville sikre sig sit bedst mulige eftermæle med dertil
hørende rekorder.

Måske det ville være bedst hvis Ronaldo fandt et nyt sted at spille. Han har tilsyneladende en stor
trang til at spille CL. Undertegnede siger lad ham. Hvis ikke han kan indfinde sig med PL, FA og EL
og hjælpe klubben der skød ham i gang, igennem en krise, så afsted med ham. Lad ham jagte sine
rekorder der hvor der er nogen der vil have ham.

Samtidig kan vi afvente sagen omkring Greenwood. Politiet mener det er nødvendigt at køre en
sag. Hvis Greenwood bliver dømt må man gå ud fra at hans karriere er slut inden den for alvor
kom i gang. Bliver han frikendt får vi sandsynligvis en af de største angrebstalenter tilbage i folden.

VM nærmer sig med hastige skridt. Sæsonen er næsten halvvejs når VM skydes i gang d. 21 nov.
og afsluttes med finalen d. 18 dec.
Det bliver en sæson hvor bredden i trupperne kommer til at spille en kæmpe rolle. Om muligt
mere end nogen sinde før. Konkurrencen bliver hårdere og flosklen ”der er ingen nemme kampe”
er måske ikke længere en floskel. Alle opruster og klubberne i top seks har alle mange penge og
store navne.
De fleste af vores konkurrenter har i flere år haft et klart spilkoncept og de bygger selvfølgelig
videre på dette. Det har vi ikke. Vi skal give ETH ro og tid til at udvikle holdet.

Det bliver spændende at se hans start 11’er. Er der plads til både Bruno og Eriksen? Der er mange
bud på hvem der skal starte som mf. Og hvem skal spille oppe foran? Får de unge chancen?
Der er mange spørgsmål der presser sig på og vi får snart nogle af svarene.
Top fire bør være målet. Alt andet er en bonus.


Glory Glory