Sir Alex Fergusons største fejltagelse

30. august 2022
Tobias Henriksen
Sir Alex Fergusons største fejltagelse

Foto: Getty Images 

I en tid hvor det betændte forhold til Glazer-familien atter er blusset op, er historien om disses overtagelse af Manchester United – og hvad der skulle vise sig muligvis at være Sir Alex Fergusons største fejltagelse – nok engang relevant. 

 Skulle man få til opgave at pege på Sir Alex Fergusons største fejltagelse i sin tid som Manchester United manager kan det synes umådeligt svært. I sine 26 år som Manchester United manager formåede han at gøre den til den mest vindende klub i engelsk fodbold, hvor den var en altdominerende faktor igennem længere perioder – kort fortalt opbyggede han Manchester United til at være en international fodboldgigant.  

 Men med 26 år i trænersædet er det selvsagt uundgåeligt ikke at have foretaget fejltagelser: hans medvirken i ansættelsen af David Moyes, salget af Jaap Stam eller måske endda valget af den taktiske disponering til Champions League finalerne mod Barcelona i henholdsvis 2009 og 2011. I bogen ’Ledelse’ fremgår det, at David Moyes ikke var førstevalget, da det skulle besluttes, hvem der skulle overtage Fergusons sæde. Her var han snarere sjettevalget bag navne som blandt andet Guardiola og Klopp. Ligeledes har han erkendt at salget af Jaap Stam var en fejltagelse, og at han skulle have tilgået Barcelona kampene anderledes. Alligevel er der en ting, som Ferguson ikke har erkendt skulle være en fejltagelse – ja faktisk er det noget han aldrig rigtig har adresseret, således der nærmest er opstået en larmende stilhed omkring det. 

 I 2001 bliver Ferguson medejer af væddeløbshesten Rock of Gibraltar. Den anden ejer var Susan Magnier, som var gift med den irske forretningsmand John Magnier. På daværende tidspunkt havde John Magnier og forretningspartneren John Patrick McManus 8% andel af Manchester United, hvilket senere hen skulle vokse til 28%. I sig selv kan dette virke uskyldigt og tilforladeligt, men Rock of Gibraltar skulle vise sig at være en overvældende succes på væddeløbsbanen, hvorfor der i 2003 opstod stridigheder mellem Ferguson og Magnier vedrørende hestens avlsrettigheder. Ferguson mente, at han med sit halve ejerskab af hesten, dermed også var berettiget til halvdelen af avlsrettighederne. Magnier mente derimod, at ejerskabet af hesten var en mundtlige aftale, hvorved Ferguson intet krav havde på avlsrettighederne. Dette førte til juridisk stridighed mellem Ferguson og Magnier. I Roy Keanes bog ’The second half’ fremgår det, at han rådede Ferguson til at droppe tiltalen mod Magnier, som Keane så som værende skadende for klubben. Men lige lidt nyttede det, og med indædt stædighed forsatte Ferguson kampen mod Magnier og Rock of Gibraltars avlsrettigheder. Magnier og McManus skulle vise sig at fremsende 99 spørgsmål til Manchester Uniteds ledelse, som blandt andet omhandlede en række kontroversielle transfers, idet der var blevet gjort brug af eksterne agenter – heriblandt Sir Alex Fergusons egen søn Jason Ferguson. Hvis besvarelsen af disse spørgsmål fremstod som værende mangelfulde og utilfredsstillende, truede Magnier og McManus med at foretage juridisk handling mod Manchester United. Dette skulle føre til, at man ændrede retningslinjerne i klubben, således at folk med personlige forhold til klubbens ansatte – eksempelvis Jason Ferguson – ikke længere måtte repræsentere klubben. De fremsendte 99 spørgsmål forværrede ikke bare forholdet mellem Ferguson og Magnier, men også forholdet mellem Magnier og klubben. 

 

Stridigheden endte med at Magnier i 2004 måtte betale Ferguson 2,5 millioner pund, til trods for, at Ferguson oprindeligt havde sagsøgt Magnier for 110 millioner pund. Men den udmundede sig også i, at forholdet mellem Manchester United og Magnier og McManus nu var ødelagt, hvorved man nu søgte efter nye ejere. Magnier og McManus skulle hurtigt ende med at sælge sin omtrent 30% store andel til Malcolm Glazer i 2005, som inden længe skulle foretage en komplet overtagelse klubben. Dermed var Ferguson direkte eller indirekte indblandet i Glazers overtagelse af Manchester United, som siden deres overtagelse af klubben, har haft et betændt forhold med store dele af klubbens fans. Naturligvis kunne Ferguson ikke vide, at Glazer-familien ville overtage klubben med et hedgefond-lån, som skulle vise sig, at drive klubben i massiv gæld. Ligeledes er det muligt, at Malcom Glazer havde forsøgt at købe andel i Manchester United uagtet om stridigheden mellem Ferguson og Magnier havde fundet sted. Ikke desto mindre hører det med til historien om Glazer-familiens overtagelse af United, hvor Ferguson i retrospekt om muligt foretager sig den største fejltagelse – i hvert fald i øjnene på store dele af klubbens fans – igennem alle sine 26 år.