Skal alle managers måles op mod Ferguson?

Foto: Getty Images 

Man burde måske starte med en konklusion? 

Ja, det skal de. Alle klubbens managere skal måles med Sir Alex Ferguson(SAF). 

Men hvornår skal de, og er det fair? 

Da undertegnede begyndte at holde med Manchester United, var SAF klubbens manager. Man blev hurtigt forvendt med midtbanen bestående af Ryan Giggs, Poul Scholes, Roy Keane og David Beckham. De fire satte en meget høj standard. Ja, de blev vel målestokken, som undertegnede måske selv den dag i dag bruger, når der kommer nye midtbanespillere til klubben. 

SAF fik som bekendt midtbanespillere som Nani, Tom Cleverly, Anderson og Ashley Young til at virke fantastiske. Vi kunne også her i midtbanesnakken nævne Gibson, O´Shea, Fletcher og Fabio, som til tider frekventerede midtbanen. Boblere kunne have været Eric Djemba-Djemba, Quinton Fortune med mange flere. Nu skal det ikke lyde som om, jeg ikke oplevede gode kampe med de nævnte spillere. Det gjorde jeg skam. Blandt andet Nanis fantastiske langskud glemmer man aldrig. 

Det var bare sådan, at Roy Keane og co. havde sat barren rigtig højt.

Det gik godt i mange sæsoner, og man frygtede ikke rigtig noget. I 2013 gik alvoren så op for os tilhængere.  

Jeg sad til fodboldkamp noget tid efter SAF var stoppet, og min kammerat siger til mig. ”Er det nu endelig ved at gå op for jer, hvor vild SAF var?”. ”Velkommen til dødeligheden”.  

Det har jeg tit tænkt over. 

Vi har måske en tendens til i dag, at sammenligne alle vores managere med SAF. Er det fair, eller skal målestokken være så høj? Sammenligner Chelseas tilhængere måske ikke deres managere med José Mourinho? Vil Manchester Citys tilhængere ikke sammenligne deres kommende managere med Pep Guardiola? 

Jeg vil gerne have at baren sættes højt. Så måske er det fair at sammenligne med SAF, Mourinho og Guardiola. Vi skal ville det bedste hele tiden. 

PREMIER LEAGUE FØR HEN 

Var det så nemmere at vinde Premier League før hen? Argumentet skal nok være, at Manchester United kun sloges med Arsenal, Chelsea eller Manchester City hver for sig. Arsene Wengers Arsenal var en frygtindgydende modstander. José Mourinhos Chelsea havde en meget stærk linje med Cech, Terry, Lampard og Drogba, og Manchester City og Sergio Agüero, ja dem kender vi alt for godt. Men Manchester United og SAF kæmpede ikke med dem alle tre på samme tid i hver sæson. Påstanden her må ikke vendes til, at SAF havde det nemt. På ingen måde. SAF var bare så god. 

Hvordan sammenligner vi så managers som David Moyes, Luis Van Gaal, José Mourinho, Ole Gunnar Solskjaer, Ralf Rangnick og nu Eric Ten Hag med SAF? 

Ser vi bare på point? Ser vi bare på trofæer? Eller ser vi på vilkårene, som de forskellige managers arbejdede under? Hvad med spillestil og transfervinduer? Der er mange kriterier, som kan gøre sig gældende, når debatten falder på den bedste manager. 

Var det nemmere den gang, at hente de andre holds stjerner? Manchester United hentede jo for eksempel Rooney, Van Persie og Berbatorv? 

MANAGERS 

Tager vi så udgangspunkt i kolde tal som point? Eller målscorer? Ser vi så bort fra spillestil?  

Så klarede José Mourinho sig jo godt i sæsonen 2017/18, og ville på SAF tid måske have taget flere mesterskaber med Manchester United.  

I sæsonen hentede José Mourinho 81 point. Dette ville have skaffet mesterskabet i sæsonerne 2000/01 og 2010/11. Manchester United lukkede i pågældende sæson 28 mål ind. Det var bedre end sæsonerne 2000/01, 2002/03, 2010/11 og 2012/13, hvor SAF blev mester i alle nævnte. Fodboldens verden er naturligvis ikke så simpel, og der hører mere til end kolde faktuelle statistiker. Statistikker lyver dog sjældent. 

Der var vel også længere snor til SAF, fordi fra sæsonen 1999/00 til 2012/13 blev det aldrig dårligere end en 3.plads. Det blev ligeledes otte mesterskaber, og Champions League var aldrig i fare.  

Snoren i dag er meget kort. Der skal skaffes trofæer, og så er der ligeledes seks klubber, der har potentiale til at vinde dem. Ja, der er sikkert argumenter for mange flere. 

Er vi som tilhængere så parate til at give Eric Ten Hag tiden til at skabe et nyt Manchester United? Der er virkelig mange positive ting at uddrage fra kampene mod Liverpool og Arsenal. 

Dermed ikke sagt man skal lukke øjnene for kampene Brighton, Brentford og Manchester City. 

Men hvornår lærer man mest? Man lærer af sine nederlag. Det er der lærepengene er størst, og der udviklingen sker. 

Sammenligner vi så Eric Ten Hag med SAF? Jamen, skal vi så ikke lige et par sæsonen hen? SAF havde jo som bekendt en svær opstart i Manchester United, og der gik tid, før tingene kørte på skinner. 

Her er jeg måske allerede i gang med at give Eric Ten Hag tid, og troen på at han kan skabe et nyt stort Manchester United? 

Jeg skriver nyt, da et gammelt og historisk Manchester United aldrig må glemmes, men måske hører mange ting fortiden til. I flere år har Manchester United sammen med vores rivaler ca. 40 kilometer væk levet på stolte historier og tragedier ikke mindst. 

Slutkonklusionen bliver at Eric Ten Hag får tid, og vi sammenligner ham først med SAF om nogle sæsoner. Troen på Eric Ten Hag er der i hvert fald herfra. Statistikkerne kommer forhåbentlig koldt og klamt til at støtte op omkring ham, når jeg igen i fremtiden sammenligner de kommende Eric Ten Hag sæsoner med SAF tiden.