Stabil ustabilitet

17. december 2019
Morten Kamper
Stabil ustabilitet

Foto: Getty Images

Dette må vel være konklusionen efter de seneste 14 dages Manchester United-kampe. Dejlige sejre over Spurs, City og AZ skulle følges op med endnu en hjemmebane skalp; Duncan Fergusons hårdt fightende Everton.

Som ofte før, når det gælder forventninger til Solskjærs tropper, blev vi skuffede i weekenden. Endnu engang havde vi alletiders chance for at lukke hullet til Chelsea og komme tættere på de attraktive CL-pladser. Men endnu engang magtede United ikke at åbne op for et til tider dybtliggende og velorganiseret modstanderforsvar.

Heldigvis er denne lille klumme ikke en taktisk analyse af, hvad der gik galt. Blot vil jeg påpege, at vi slider mod defensive hold: Vi mangler dåseåbneren, magikeren, tryllekunstneren, ja bliv selv ved. Det eneste positive, der er at sige til det, er, at når vi kan se det, så kan trænerstaben for f….. da vel også??!!

Som overskriften fortæller, så er det eneste stabile hos MUFC i denne sæson - at det er ustabilt. Jeg har enormt svært ved at acceptere, at det er dér, hvor vi er pt., men samtidig siger fornuften mig, at det vil medføre endnu mere smerte at forvente alt for meget af disse spillere.

Om vi vil det eller ej, så er Manchester United anno december 2019 et work in progress, og hvor længe har vi egentlig sagt det? Siden efteråret 2013 er et meget godt bud - kom selv med flere! Det er et projekt, der tager tid, og som fortsat vil bringe os i himlen og helt ned i kulkælderen. Bedst illustreret ved City og Everton-kampene.

Januar-vinduet nærmer sig, og jeg forventer egentlig ikke den store aktivitet. Det er notorisk svært at få kvalitet ind på denne tid af året, og kvalitet er nøgleordet hér! Jeg vil hellere vente med at få de rigtige spillere ind til de rigtige pladser fremfor flere panikagtige indkøb, hvor manglen på vision og rød tråd er absolut fraværende.

Så det er med blandende følelser, at jeg nervøst kigger mod et tætpakket juleprogram. Denne tid af året er ellers megafed med United-kampe galore, men når ustabiliteten dominerer, så har humøret det også med at svinge lidt for meget for min smag, hvilket familie, venner og United-folk sikkert kan nikke genkendende til.

Lad os håbe for julefredens skyld, at Ole og hans udvalgte leverer stabilt henover de vanvittige julekampe. Lad os håbe, at vi kan trække en enkelt eller to kaniner op af hatten og forstærke truppen til januar, og lad os så væbne os med tålmodighed.

For det, kære læser, får vi brug for i denne stabile ustabilitet.

God jul ønskes I alle fra Supporterklubben.