Tiden efter Mourinho

Foto: Getty Images

Tiden efter Mourinho starter i virkeligheden før Mourinhos tid i Manchester United. Den evige søgen efter succes står tydeligst i nyere tid i tiden efter SAF. Vores legendariske træner havde evnen og opskriften på vejen til succes på trods af svingende kvalitet i spillertruppen. En journalist skrev efter SAF’s afgang at han havde efterladt et renoveringsprojekt. Et mesterhold der kendte spillemønstrene og vidste hvad det krævede både på og uden for banen for at opnå succes. Ikke et EL trofæ eller et FA cup trofæ. Derimod de eneste to pokaler der kan matche forventningerne til en storklub som Manchester United. Nemlig mesterskabet el. den berømte pokal med de store ører.

Tiden med Moyes og Van Gaal

Moyes var, for nogen, et logisk valg. En hårdt arbejdende skotte der havde haft relativ succes med væsentlig ringere trupper og væsentlig mindre budget.
Da succesen udeblev røg Moyes ud efter en sæson. Set i lyset af at det måske var et renoveringsprojekt han overtog, kan man undre sig over at han ikke fik længere tid.
Van Gaal overtog og skulle samle stumperne op. Fansene krævede øjeblikkelig succes og man kan sige at det var et modigt skridt af Van Gaal at forsøge sig. Han satte navn og rygte på spil men bl.a. uheldige og ringe indkøb gjorde at han aldrig fik den succes vi alle hungrede efter. Van Gaal fik to år og ud røg han.

Det ’sikre’ valg i valget af Mourinho

Nu gik ledelsen efter den sikre valg i form af Mourinho. Mourinho skulle med hans taktiske formåen ”park the bus” og der igennem stille den efterhånden desperate sult efter et mesterskab el. en CL pokal.
Problemet var at truppen ikke var blevet bedre efter hans to forgængere og løsningen blev et forsøg på et quickfix i form af Zlatan. Zlatan gjorde hvad han kunne. Problemet var at han savnede kvalitet omkring sig. Rooney var over the hill og resten af truppen havde simpelthen ikke hvad der skulle til. Bedst eksemplificeret ved Mourinhos udtalelse omkring hvad der var hans største bedrift som træner. Det var ikke CL succes med Porto (PORTO!), Inter el. Real. Heller ikke de mange mesterskaber. Det var hans anden plads i PL med den trup i Manchester United.
Mourinho blev for nyligt spurgt hvorfor hans hold i Tottenham klarede sig bedre end hans hold i Manchester United. Hans svar var simpelt: Fordi spillerne er bedre.
Det er svært at argumentere imod. Mourinho fik to år og da succesen udeblev fik han et spark.

Tid til et frisk pust og  tilbage til United-DNA

Nu kiggede klubben heldigvis, i nogens optik, den anden vej. Slut med fremmede trænere med andre kulturer end den efterhånden gamle Manchester United kultur. Altså angrebsfodbold med unge talenter. Gerne fra eget akademi og gerne fra lokalområdet. Krydret med internationale klassespillere. Ole Gunnar er nået langt. Folk taler til tider om at de savner en klar linje og en tydelighed i hvilken spillestil han vil have. Jeg syntes den fremstår ganske klart. De unge talenter har brug for tid og de internationale klassespillere har desværre ikke alle levet helt op til forventningerne.
I moderne fodbold har de fleste klubber styr på det taktiske og fysikken. Det gør at det kræver mere og mere af de helt unge talenter at kunne præstere uge efter uge. Her er det vigtigt at de etablerede spillere træder i karakter. Dette har haltet. Holdet har lidt under svingende præstationer og måske for lidt bredde. Bundniveauet har været for lavt og renoveringsprojektet lader til at skulle fortsætte lidt endnu.

Transfers og Covid-19 effekten

Covid-19 har heller ikke gjort tingene nemmere. Markedet er usikkert og det lader til at klubben passer lidt ekstra godt på pengene. Eksempelvis ved de udeblevne køb af f.eks. Jadon Sancho. Indkøb i milliardklassen under en pandemi der rammer klubben hårdt på pengepungen, vil ikke være forsvarligt.
Endvidere lader det til at Ole Gunnar stoler på den trup han har. I transfervinduerne lægger han vægt på at dysse sladderpressen ned og forsvarer klubbens ageren. Det lader til at han har en start 11’er som han stoler på. Det kan være fristende at hoppe med på galejen der kræver udskiftninger i truppen og det kan være med rette. Men indkøbene skal være nøje overvejet og truppens sammensætning bør spille en stor rolle, så vi ikke laver flere quick fixes. Det nytter ikke at man køber Christiano, Neymar og Messi hvis man vil opbygge en kultur omkring klubbens egne talenter og unge spillere udefra. Spillerne skal føle at manageren stoler på dem og at der er plads til at de kan udvikle sig. Både på og uden for banen.

Tilbage står de hungrende Manchester United fans i tusindevis som vil have succes. Og en ting er sikkert: Alle de involverede i klubben vil have succes.
Spørgsmålet er om vi efterhånden ikke har lært at succes ikke kommer over natten og om ikke det er på tide at vi stoler på vores træners evner og vej. Der er tilsyneladende ingen nemme udveje til succes, hvor frustrerende det til tider end kan være.