Verden ifølge Pep – den spejlvendte virkelighed

Af Lars Bertelsen

PR-maskinen i den lyseblå del af Manchester har slået kraftigt på jungletrommerne i den seneste uge. Manchester City og i særdeleshed Pep Guardiola er svaret på livets store spørgsmål, mens Manchester United blot er en simpel pengemaskine, der kan købe alt for penge. Men hvad ser Pep og City egentlig, når de kigger sig i spejlet?

Jeg blev født i slutningen af 80’erne. Et årti, der var domineret af Liverpools dominans i både engelsk og europæisk fodbold. Det oplevede jeg heldigvis ikke. Til gengæld var jeg op gennem 90’erne hyppigt placeret foran tv-skærmen til Tommy Troelsens Tipslørdag, og her var det Manchester United, der havde fået overtaget – sportsligt, men særligt også på TV’ets sendeflade.

Og TV spiller en stor rolle i fodboldverden. Vi fodboldfans fungerer som en hvilken som helst forbruger, når vi i de tidlige stadier af vores liv sætter os foran fjernsynet. De hold, der dukker op på skærmen, er typisk dem, vi kommer til at holde med. Det er dem, vi kommer til at forbinde med fodbold. Og det er de historier, som kommentatorerne fortæller, som tryllebinder os til det pågældende hold.

I min barndom var Manchester United ganske vidst det mest succesfulde hold. Uden sammenligning. Men det var også det hold, der havde den bedste historie. En klub med en kæmpe kulturarv fra det tragiske flystyrt i München til Busby Babes oprejsen til europæisk triumf ti år senere. En historie, der samtidig føder klubbens grundfilosofi – at satse på unge spillere.

Op gennem 90’erne blev denne filosofi praktiseret i allerhøjeste grad. Class of ’92 er dem, som jeg er vokset op med, og netop deres fortælling var afgørende for, at jeg blev United-fan.

Kampen om fortællingerne
Når Manchester City trommer løs i denne uge om, at et eventuelt skifte for Alexis Sanchez til Manchester United udelukkende handler om penge, så runger det en lille smule hult for os United-fans. For City er det dog et ambitiøst forsøg på at vinde morgendagens fans. Generation Z er dem, der kæmpes om. For mens der tidligere kun var en kamp på TV i ugen, så kan denne og efterfølgende generationer vælge nærmest frit på alle hylder.

Kampen om fortællingerne er derfor blevet intensiveret, og det er den, som City forsøger at vinde nu. Pep vs. Money har været overskriften på flere engelske medier, og valget for Sanchez er kogt ned til et valg mellem det gode og det onde af Citys PR-maskine.

Den spejlvendte virkelighed
I virkeligheden er billedet imidlertid et andet. Ganske rigtigt er Manchester United verdens rigeste fodboldklub med en enorm global fanbase og 74 mio. følgere på Facebook. Mere end dobbelt så mange som Manchester City.

Manchester United succes er dog ikke kun kommerciel. I de seneste tre sæsoner har klubben vundet fire trofæer, mens City har vundet et enkelt. Faktisk har United vundet ti trofæer mere end City i de sidste ti år.

Modsat har Pep Guardiola ikke engang været træner i ti år. Alligevel har han formået at vinde 14 trofæer, siden han startede i Barcelona. Og måske er det netop Peps trofæer, som City ønsker ejerskab til ved at fortælle deres historie gennem ham. Problemet er bare, at historie og storhed ikke kan købes. Det skal opbygges gennem kultur, tradition og filosofi.

Netop det har Manchester United. For alt, hvad klubben har vundet, er sket uden at give kald på den filosofi, som Sir Matt Busby plantede: ”If you’re good enough, you’re old enough”. I 80 år har en spiller fra akademiet været med i kamptruppen. Hver eneste gang.

Denne enestående statistik bygger på en stor historie. Og det er præcis det, som Manchester United har at tilbyde til verden – ikke bare Alexis Sanchez, men også morgendagens fans. Så måske er virkeligheden faktisk spejlvendt for Pep og Manchester City. Måske er det dem, der tilbyder penge frem for historie.

Forståeligt er det selvfølgelig, hvis kulturarven ikke rummer andet end den blå ketchup, der gemmer sig i hanerne bag de tomme tribuner på Etihad. For Manchester United er virkeligheden bare en anden.