Vi husker og hylder heltene

Foto: Getty Images

Jeg blev glad, da jeg så fodbold i torsdags.

Det var naturligvis dejligt at slå Derby 3-0 og tage endnu et skridt i FA Cup’en.

Men det var nu ikke så meget derfor, jeg blev glad.

Eller derfor jeg ønskede, at jeg var på stadion blandt Uniteds udefans.

Det skyldtes en af de sange, Uniteds fans sang. En af de gode, gamle. ”He goes by the name of Wayne Rooney”.

I stole dele af kampen brølede de medrejsende fans deres hyldest ud til United-koryfæet, der fordelte bolden på Derbys midtbane. Fansene demonstrerede derudover også knastør engelsk humor ved først at råbe ”Rooney, Rooney” og derefter ”you scouse bastards”. Herligt. Jeg drømte mig til England.

Den kamp var endnu et eksempel i en lang række på, hvor gode vi er til at huske og hylde klubbens tidligere helte. Det er helt på sin plads. Det er noget, man kan være stolt af som United-fan.

Vi husker, hvem der er hovedpersonerne i de minder, vi har som United-fans. Og hvem der er hovedpersonerne bag alle trofæerne.

Hyldesten til Rooney fik mig til at tænke på to gange, hvor jeg har oplevet hyldest til gamle helte på Old Trafford.

I marts 2013 mødte vi Real Madrid i ottendedelsfinalen i Champions League. Måske husker du kampen. Vi havde 1-1 med i bagagen fra første opgør på Bernabeu og kom foran 1-0. Siden fik Nani rødt kort – en vanvittig dom i øvrigt – og så scorede Luka Modric og Cristiano Ronaldo.

Ronaldo reagerede på sit mål ved nærmest undskyldende at holde to hænder op og bøje hovedet. Det havde han ikke behøvet. Det var min oplevelse, at ingen på Old Trafford havde et horn i siden på ham. Tværtimod blev han hyldet inden kampen, der var hans første kamp på Old Trafford siden sit skifte til Real Madrid. Da stadionspeakeren havde nævnt alle Real Madrids startende spillere, manglede stadig én.

”And a very special welcome home to number seven, Cristiano Ronaldo”.

Stadion samledes i en brølende hyldest. Ronaldo indrømmede efter kampen, at han blev ramt af den velkomst. Det var stort at byde Ronaldo velkommen tilbage.

I maj 2015 sad jeg på Old Trafford, da vi mødte West Bromwich. Det, der foregik på banen, var noget juks, og vi tabte 1-0.

Men kampen var stor alligevel, fordi vi huskede en helt. Aftenen forinden havde Rio Ferdinans mistet sin kone. Rebecca Ellison døde af kræft.

Da stadionuret viste 5:00, rejste publikum sig og klappede i et minut for at vise opbakning til den tidligere forsvarsklippe. Siden fulgte taktfaste ”Rio, Rio, Rio”-tilråb.

Det er derfor, man skal tage på stadion. For at få den slags oplevelser og for at vise støtte og opbakning, når det er nødvendigt.

Kampene kan altid ende i noget møg, og det er sket alt for ofte i de seneste år.

Men der er ofte en nuværende eller tidligere helt, der skal hyldes.

Sådan gør vi i Manchester United.

Vi husker og hylder heltene