Om supporterklubben
Manchester United Supporters Club Scandinavia er verdens største supporterklub for Manchester United uden for Storbritannien. Vi har over 40.000 medlemmer i Skandinavien, og vi arbejder hele tiden på at give vores medlemmer den bedst mulige information og service om Manchester United.
Som medlem i Danmark er du en del af Manchester United Supporters Club Scandinavia, der har hovedsæde i Norge.
Supporterklubben blev stiftet i 1981 og har fra starten haft et tæt samarbejde med klubben og hovedkontoret i Manchester.
Medlemmer af supporterklubben får medlemsbladet United-Supporteren, der udkommer otte gange per sæson. Her får du eksklusive interviews med spillerne, spændende reportage og historier, historiske tilbageblik samt interessant statistik, som du kan bruge, når du diskuterer fodbold med andre United-fans.
Vores helt store hovedaktivitet er vores rejser. Hvert år sender vi mere end 300 danskere til Manchester for at opleve United på Old Trafford. Målet med turene er, at alle rejsende får en god oplevelse med højt humør og hyggeligt samvær. Og ikke mindst skulle vi gerne have tre point med hjem i kufferten til Danmark!
Vi har billetter til alle hjemmekampe, og man kan rejse på flere forskellige måder. Derudover har vi også billetter til de fleste af Uniteds udekampe. Du kan læse mere om vores rejseaktiviteter under rejsesektionen.
Her på siden kan du desuden lytte til podcasten Det Røde Hjørne, læse kommentarer, og få nyheder og information om, hvad der rører sig i verdens største fodboldklub.